Tid til svenske industriselskaber?

Ugen, der er gået, har givet luft til de svenske industriselskaber som Atlas Copco og Alfa Laval. Atlas Copco har år til dato givet et aktieafkast på 1 pct.

Atlas Copco AB leverer bæredygtige produktivitetsløsninger. Virksomheden tilbyder kompressorer, vakuumløsninger, generatorer, el-værktøj og montagesystemer.

Teknisk blev der etableret et købssignal i Bollingerkanalen for 9 dage siden. De glidende gennemsnit på 8 og 24 dage etablerede et Golden Cross for 4 dage siden.

På ugebasis blev der ligeledes etableret et købssignal i Bollingerkanalen i ugen, der er gået. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger etablerede et Golden Cross i midten af september.

De tre indikationsmodeller er i en stigende tendens. RSI er steget fra 56 til 65. Momentum har etableret en bundformation, men ligger fortsat under det glidende gennemsnit på ugebasis. MACD er i en stigende tendens og over middelværdien 0 på ugebasis.

Aktien handles i niveauet 150–155, hvilket har været tilfældet siden begyndelsen af oktober. Bliver niveauet 155 brudt, er næste modstandsniveau 170–175, som blev testet i maj/juni 2024, oktober 2024 og februar 2025. Herefter er der modstand i niveauet 195–200, mens der er støtte i niveauerne 135 og 130. Aktien er på kandidatbænken.

I 2024 omsatte Atlas Copco for 176,7 mia. SEK mod 172,6 mia. SEK året før. Resultatet før skat blev 37,7 mia. SEK mod 36,4 mia. SEK i 2023. Det giver en indtjening pr. aktie på 6,12 mod 5,76 året før.

Skrevet af Lars Persson

Uddannet på Handelshøjskolen i København og har arbejdet med teknisk analyse siden 1997.