Mandag var der fokus på Novo Nordisk, som steg med 3 pct. og fastholdt den stigende tendens. RSI har ramt 85, og Momentum fortsætter den stigende bevægelse. Der er købssignaler i alle modeller på ugebasis.
Blandt sidepapirerne var der igen fokus på TCM Group, som fik hævet forventningerne til kursen af Danske Bank til kurs 70 fra kurs 60. Teknisk er der etableret et købssignal i Bollingerkanalen for 5 dage siden. De glidende gennemsnit på 8 og 24 dage er ved at etablere et Golden Cross. På ugebasis er der ligeledes købssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen. Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er stigende og har ramt 64, mens Momentum fortsat er i en faldende tendens. Aktien er på kandidatbænken.
NKT vinder to kabelprojekter og investerer yderligere i højspændingskapacitet i Tyskland. NKT er i en stigende tendens, hvilket har stået på siden november, hvor der blev etableret en bundformation i niveauet 325-340. Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis, idet RSI stiger og har ramt 75, mens Momentum falder og er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra. Brug tilbagefaldet til at samle op.
Lundbeck gør klar til fase 3-studie af MSA-midlet efter gode data fra fase 2-studiet. Der præsenteres endnu flere data i dag i forbindelse med en Alzheimer- og Parkinsons-konference AD/PD. Teknisk handles aktien vandret i niveauet 32-36, hvilket har stået på siden midten af november. Der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller MACD, Momentum og RSI. Momentum har været stigende siden årsskiftet og brød igennem det glidende gennemsnit nedefra i januar. Aktien ser interessant ud på dette niveau, og den fastholdes i porteføljen.
Tirsdag aften var H+H med deres årsregnskab, der viste et fald i omsætningen på 25 pct. og et underskud på 246 mio. kr. For 2024 forventer H+H et overskud i størrelsesordenen 50-150 mio. kr. Teknisk har aktien været i en faldende tendens siden årsskiftet, og aktien har tabt 18 pct. Der er en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 20. Momentum har været i en faldende tendens siden årsskiftet. PMI fra byggesektoren i England og Tyskland viste større stigninger end ventet. Aktien er med på kandidatbænken.
Onsdag var der igen fokus på GN Store Nord, som steg med 3,2 pct. uden nyheder fra selskabet.
Torsdag var der kapitalmarkedsdag i Novo, og fokusaktien steg med 8,3 pct. Teknisk er aktien stadig i en stigende trend. RSI har ramt 98,8. Momentum er ligeledes i en stigende tendens, hvilket har stået på siden årsskiftet. Nærmeste støtteniveau er ved 850, og herefter i niveauet 750, mens nærmeste modstandsniveau er 950, og herefter i niveauet 995.
I den kommende uge er der regnskab fra Columbus og Københavns Lufthavne. Torsdag er der årsregnskab fra Fast Ejendom Danmark og Skako, mens der er kvartalsregnskab fra Harboes Bryggeri og Roblon. Fredag er der regnskab fra Parken Sport & Entertainment, Tivoli, Silkeborg IF Invest samt Green Hydrogen Systems.
Harboes Bryggeri etablerede en svagt stigende tendens. Der er divergens mellem kursgrafen og Bollingerkanalen på ugebasis. Momentum er i en faldende tendens. Det anbefales at afvente regnskabet.

C25-indekset holder fast i den stigende tendens, hvilket betyder, at der er købssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen på både dags- og ugeniveauet. Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI stiger og har ramt 73. Momentum er i en faldende tendens, hvilket har stået på siden månedsskiftet januar/februar. MACD bevæger sig vandret og er over middelværdien 0 på ugebasis. Nærmeste modstandsniveau er ved 1950, og herefter i niveauet 2000. Der er støtte i niveauet 1800, og herefter i niveauet 1750.
DK Portefølje Den danske portefølje har år til dato givet et afkast på 11,3 pct. mod C25-indekset, som har givet et afkast på 7,43 pct. På salgslisten er cBrain, D/S Norden, Lundbeck og Noble Corp. Hæver stop-loss for Novozymes.

Nordisk portefølje Den nordiske portefølje har år til dato givet et afkast på 6,1 pct. mod OMX Nordic 40-indekset, som har givet et afkast på 7,43 pct. På salgslisten er Nibe. Hæver stop-loss på Golden Ocean Group.

Det stiger stadig
Den private arbejdsmarkedsrapport, der kom onsdag, viste 140.000 nye i arbejde i USA mod forventede 150.000. Fredag er der den officielle arbejdsmarkedsrapport. Torsdag viste, at antallet af nytilmeldte ledige ramte 217.000 mod forventede 216.000.
De kommende ugers regnskaber er fra: Adobe, Colgate-Palmolive, Lennar, Dollar General, Dollar Tree, Ulta Beauty, Jabil, Dick’s Sporting Goods samt Casey’s General Stores.

S&P 500 holder fast i købssignalerne på dags- og ugeniveauet. Købssignalerne blev etableret tilbage i november for både Bollingerkanalen og kursgrafen.
Der er en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 75. Momentum er ligeledes i en faldende tendens. Næste modstandsniveau er 5200 og herefter på niveauet 5300, mens der er støtte på niveauet 4900 og herefter på niveauet 4800.

Nasdaq Composite har samme retning som S&P 500. Der er købssignal i kursgrafen og Bollingerkanalen på både dags- og ugeniveauet.
Der er en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er under 70 på ugebasis. Nærmeste modstandsniveau er ved 16.500, og herefter på niveauet 17.000, mens der er støtte på niveauet 15.000 og herefter på niveauet 14.500.
Strategi: Hold fast i amerikanske aktier.
Nikkei fortsætter den stigende tendens
Det japanske indeks holder fast i købssignalerne både på dags- og ugeniveauet. RSI er faldet lidt tilbage efter at have ramt 95, mens der fortsat er en stigende tendens både i Momentum og MACD.

Indekset handler rundt om niveauet 40.000, og næste modstandsniveau er ved 41.000. Der er støtte i niveauet 36.000 og herefter i niveauet 34.000.
Strategi: Hold fast i de japanske aktier via investeringsforening eller ETF.
BSE Sensex holder fast i den stigende tendens, og Bollingerkanalen på dagsniveauet er hoppet tilbage i køb. De glidende gennemsnit på 8 og 24 dage etablerede et Golden Cross i midten af februar på dagsniveauet.

På ugebasis er der købssignal i Bollingerkanalen og kursgrafen, mens de tre indikationsmodeller er i en faldende tendens, RSI har ramt 65. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra, så der er etableret en faldende tendens, og det har stået på siden slutningen af januar. MACD er ligeledes i en faldende tendens, men er fortsat over middelværdien på 0. Nærmeste modstandsniveau er 74.000, og næste er ved 74.500, mens der er støtte i niveauet 70.000 og herefter i niveauet 68.000.
Strategi: Hold på indiske aktier.
Nasdaq China har etableret et salgssignal i Bollingerkanalen på dagsniveauet, mens de glidende gennemsnit på 8 og 24 dage holder fast i købssignalet fra midten af februar. På ugebasis er det omvendt. Der er købssignal i Bollingerkanalen og salgssignal i kursgrafen. Det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 810 som en modstandslinje.

Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI falder tilbage til niveauet 42, mens Momentum og MACD stiger på ugebasis. MACD er fortsat under middelværdien på 0. Nærmeste modstandsniveau er ved 840, og herefter i niveauet 860, mens der er støtte i niveauet 730 og herefter i niveauet 700.
Strategi: Fasthold spekulative købere på det kinesiske marked via investeringsforeninger.
OMX Stockholm 30 holder fast i købssignal både i kursgrafen og Bollingerkanalen på dagsniveauet. Båndene i Bollingerkanalen er meget indsnævrede de seneste par dage, så der skal ikke meget til en signalændring, hvis indekset falder tilbage. På ugebasis er der fortsat købssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen.

Der er en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 60 og har nu været i en faldende tendens siden årsskiftet. Momentum er ligeledes i en faldende tendens og er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra. Nærmeste modstandsniveau er ved 2500, og herefter i niveauet 2400, mens der er støtte i niveauet 2300 og herefter i niveauet 2200.
Strategi: Hold på svenske aktier.
Electrolux Professional har på dagsniveauet etableret et salgssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen. De glidende gennemsnit på 8 og 24 dage er blevet brudt af de faldende kurser, og holder tendensen, bliver der etableret et Death Cross i løbet af 2-3 dage. På ugebasis holder aktien fast i den stigende tendens, der har stået på siden bunden i oktober, hvor aktiekursen var på 40. I midten af december etablerede Bollingerkanalen sit købssignal. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger etablerer et Golden Cross i slutningen af januar.

De sidste 4 uger har kursen bevæget sig vandret i niveauet og har fået de tre indikationsmodeller til at falde tilbage. RSI har ramt 65. Momentum er endnu ikke brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra. Nærmeste modstandsniveau er ved 70, og herefter i niveauet 95, mens der er støtte i niveauet 60 og herefter i niveauet 50. Aktien er med på kandidatbænken.
DAX holder fast i den stigende tendens, og der er fortsat købssignal på både dags- og ugeniveauet i Bollingerkanalen og kursgrafen. Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI stiger fortsat, mens Momentum er ved at etablere en bundformation.

Nærmeste modstandsniveau er ved 18.000, og herefter i niveauet 18.500, mens der er støtte i niveauet 17.000 og herefter i niveauet 16.000.
Strategi: Fasthold køb på det tyske marked.
Teknisk kommentar til 2 aktier
Denne uge ser vi ALK-Abello og Rockwool, som begge er kommet godt ud af regnskabssæsonen.
ALK-Abello er i køb på dagsniveauet både i Bollingerkanalen og kursgrafen. I midten af november etablerede de glidende gennemsnit et Golden Cross. Det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 125 som en støttelinie. På ugebasis er der ligeledes købssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen. Bollingerkanalen etablerede sit købssignal i midten af november. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger etablerede et Golden Cross i midten af oktober.

De tre indikationsmodeller viser en stigende tendens. RSI har ramt 98 på ugebasis. Momentum er stigende og har været det siden juli, hvor det glidende gennemsnit blev brudt nedefra. MACD er i en stigende tendens og er over middelværdien på 0. Den overordnede tendens er stigende, og det har stået på siden juli 2023. Vi fastholder aktien i vores danske portefølje.
Rockwool har etableret et salgssignal i Bollingerkanalen på dagsniveauet for 5 dage siden. Det korte glidende gennemsnit på 8 dage er blevet brudt oppefra. Det lange glidende gennemsnit på 24 dage ligger i niveauet 2150. På ugebasis er der købssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen. Bollingerkanalen etablerede købssignal i slutningen af november. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger etablerede et Golden Cross i midten af december.

Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI bevæger sig vandret i niveauet omkring 65. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra, hvilket indikerer at hastigheden er aftagende. Aktiekursen har de seneste par dage bevæget sig vandret i niveauet 2150-2200. Nærmeste modstandsniveau er ved 2600, og herefter i niveauet 2800, mens der er støtte i niveauet 2000 og herefter i niveauet 1800. Aktien er på kandidatbænken.
Guldet stiger igen
Guldet er igen over 2100. Det betyder, at der er etableret nye købssignaler på ugebasis i Bollingerkanalen. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger etablerede et Golden Cross i november, og det er ikke blevet brudt. Det lange glidende gennemsnit ligger på niveauet 2010 som en støttelinje. Nu er guldmineaktierne også begyndt at rykke på sig.

SEK/DKK har rettet sig lidt i løbet af ugen og handles i niveauet 66,5, og der er købssignal i Bollingerkanalen og kursgrafen på ugebasis. Der er divergens mellem RSI og Momentum på ugebasis. RSI har etableret en bundformation og stiger, mens Momentum fortsætter den faldende tendens.
EUR/USD fortsætter den svagt stigende tendens og handles nu i niveauet 1,085-1,090.
Metalmarkedet: Industrimetallerne oplever en uensartet tendens i øjeblikket. Zink og kobber stiger, mens aluminium, bly og nikkel bevæger sig vandret.
Landbrugsmarkedet har været i en faldende tendens i den seneste uge. Flere råvarer som hvede, bomuld, havre, sukker og te er faldet. Men der er stigende priser på kakao og appelsinjuice.
Brent Spot holder fast i den svagt stigende tendens. Der er fortsat købssignal i Bollingerkanalen på ugebasis, og det bliver etableret i kursgrafen i løbet af 1-2 uger. Der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis.

OPEC+ meddelte sidste uge, at de agter at fortsætte produktionsnedskæringerne frem til midten af 2024. Oprindeligt skulle produktionsnedskæringerne kun vare indtil udgangen af første kvartal, men på grund af øget olieproduktion fra lande som USA besluttede OPEC+ at forlænge nedskæringerne. OPEC’s olieproduktion steg dog i januar med 110.000 tønder om dagen i forhold til måneden før. Libyen stod for en del af stigningen, da landet genoptog produktionen på et oliefelt. Antallet af aktive olieplatforme i USA steg sidste uge fra 503 til 506.