De sidste par måneder har budt på en positiv udvikling for de fleste mineselskaber på de nordiske børser – og det er til trods for, at flere mindre selskaber har en begrænset omsætning og indtjening. Ugens aktie er derfor svenske Boliden.
Boliden opererer inden for metalindustrien. Virksomheden arbejder med efterforskning, udvinding og distribution af ædelmetaller. Materialerne består hovedsageligt af bly, zink, kobber og nikkel. Andre fremstillede produkter er kobbersulfat, selen og jernsand. Kunderne findes i en række sektorer, primært inden for bygge- og bilindustrien.
Kursudviklingen har været noget yoyo-agtig siden midten af 2021, hvor aktien har svinget 260-450, og det er gået stærkt op og ned. Den samme tendens ser man i andre mineaktier, så minessektoren har ikke været noget “sweet spot” at være i som investor de seneste par år – det har krævet hårdt arbejde. Spørgsmålet er, om det lysner?

Teknisk er der købssignal i Bollingerkanalen på dagsniveau, og signalet blev etableret for 7 dage siden. De glidende gennemsnit på 8 og 24 dage har etableret et Golden Cross for 3 dage siden.

På ugebasis har Bollingerkanalen givet købssignal for 4 uger siden. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger er tæt på at etablere et Golden Cross.

Der er en stigende tendens i de tre modeller: Momentum, MACD og RSI på ugebasis. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra. RSI har ramt 54 mod 50 i sidste uge. MACD er stigende og ligger over middelværdien 0 på ugebasis.
Nærmeste modstandsniveau er ved 360 og herefter i 390-395, mens der er støtte ved niveauet 295 og derefter 260. Aktien ser interessant ud på det nuværende niveau.
I 2024 omsatte Boliden for 89,2 mia. SEK mod 78,5 mia. SEK året før. Resultatet efter skat blev 10,0 mia. SEK mod 6,0 mia. SEK.