Denne uge har stået lidt stille på aktiemarkedet, og der har ikke været store nøgletal på markedet. Men der er lidt mørke skyer rundt omkring i horisonten i Europa. Grækenland har svært ved at nå i mål med en række milepæle, som er krævet for at de kan få det næste lån. I Portugal er mindretalsregeringen blevet væltet af oppositionen pga politiske stridheder om budgettet. I Spanien nærmer man sig parlamentsvalget, og her er der uenighed, om Catalonien kan få lov til at bryde ud af Spanien.
Pandora viser en fortsat positiv vækst i flere verdensdele og alle væksttallene var tocifrede. Det er fortsat charms, der er vigtigst, men der er en positiv tendens i ringe og andre smykker.
Teknisk holder aktien fast i den stigende tendens og med den stigning de sidste par dage er der etableret en bundformation i MACD, Momentum og RSI på ugebasis. Næste modstandsniveau er ved 950 og nærmeste støtteniveau er ved niveauet 780.
Carlsberg starter et stort oprydningsarbejde, hvor man starter med at nedskrive 7,7 mia. kr. og i alt skal der afskrives 10 mia. kr., og der skal i alt fyres 2200 mennesker. Regnskabet viste, at der er vækst i Vesteuropa specielt i Frankrig, Italien og Sydeuropa. I Østeuropa var der et fald i både Ukraine og Rusland. I Asien stod væksten stille, idet i Kina faldt salget med 1 pct., mens det steg i Indokina og Indien.
Teknisk har aktien været i en stigende tendens siden bundformationen i august, hvor aktien blev handlet i niveauet 500. Onsdag testede aktien niveauet 600, og der er købssignal i signalmodellerne Bollinger og Parabolic. Man skal tilbage til juni/juli for at finde aktien i det niveau. Stigningen har trukket op i Momentum på ugebasis. Brug tilbagefaldet til at samle op i aktien.
Alm. Brand kunne fremvise et godt regnskab for 3. kvartal, der viste vækst i forsikringsresultatet. Væksten skyldes blandt andet det milde efterår uden skybrud og andre ubehagelige vejrfænomener. Stigningen trækker op de tre indikationsmodeller på ugebasis. Nærmeste modstandsniveau er ved 48, som var toppen i april måned og herefter er der modstand i niveauet 52. Det flotte resultat har givet et ”gap” i niveauet 40-41,3.
Per Aarsleff indleder samarbejde med Ejendomsselskabet Project Nord P/S, som har overtaget PostNords areal ved Bernstorffsgade og Tietgensbroen i København. Teknisk har aktien taget en pause i den stigende tendens, aktien har været i siden oktober 2014. Aktien toppede i september i niveauet 2500. Selskabet fremlægger regnskab i december før jul.
SAS holder fast i det købssignal, der blev etableret i slutningen af oktober i Bollingerkanalen og ”Golden Cross” i oktober. Første modstandsniveau er ved kurs 16 og næste er ved 16,5-17. Samler op i SAS hvis man har brug for lidt spænding i porteføljen.
Den kommende uge byder på følgende regnskaber: Mandag er det Topdanmark, tirsdag er det Gabriel Holding og NNIT. Onsdag er det H+H, ISS, Nordicom og Jeudan. Torsdag kommer DFDS, Matas, Sanistål og Santa Fe Group. Fredag slutter ugen af med Brdr. A&O Johansen og Rockwool.
DFDS har været i en flot optrend og efter en korrektion i oktober, så har aktien genetableret den stigende tendens. Nærmeste modstandsniveau er ved 235. Et godt regnskab kan sende aktien op i 245. Momentum på ugebasis har etableret en bundformation og stiger igen, hvilket indikerer, at hastigheden stiger. Er DFDS’ forretningsmodel så sikker som DSV´s? Ja, så er det et køb på niveauet.
Rockwool tester igen 1100 for 4. gang på 21 måneder. Bliver det igen til en dobbelt top som i 2014 eller kommer der et brud af det niveau? Det afgør regnskabet i næste uge. Køb ved brud af niveauet 1100.
C20-indekset har bevæget sig lidt opad de sidste par dage, hvilket har givet en positiv tendens i Momentum på ugebasis, mens modellen på månedsbasis endnu ikke har etableret en bund. RSI er kommet op i niveauet 60-70, hvilket styrker forventningerne til yderligere hop op. Holder den stigende tendens, bliver der etableret et ”Golden Cross” på ugebasis. Vent med at fylde porteføljen helt op.
DK Portefølje
NKT Holding, Novo Nordisk og Zealand er stadig under stop-loss. Hæver stop-loss i TDC og Pandora. Endvidere hæves målkursen på Pandora. Overvejer salg af William Demant.
Selskab | Købsdato | Købskurs | Aktuel kurs | Målkurs | Stop-loss | Kurs-udvikling | Indeks-udvikling |
DSV | 151028 | 280,90 | 276,60 | 320 | 260 | -2% | 0% |
NKT Holding | 151103 | 386,20 | 331,50 | 440 | 347 | -14% | 1% |
Novo Nordisk | 140131 | 216,50 | 367,50 | 415 | 385 | 70% | 49% |
Pandora ( ½ position) | 130227 | 148,35 | 828,50 | 910* | 770* | 458% | 77% |
TDC | 151026 | 36,70 | 36,50 | 41,5 | 33* | -1% | 0% |
TopDanmark | 150612 | 181,60 | 179,00 | 195 | 179 | -1% | -2% |
Torm | 150803 | 95,23 | 99,00 | 107,5 | 95 | 4% | -5% |
William Demant | 150818 | 562,00 | 632,00 | 610 | 560 | 12% | -5% |
Zealand Pharma | 150916 | 148,00 | 144,00 | 165 | 150 | -3% | 2% |
Solgt | |||||||
Jyske Bank | 150417 | 316,10 | 350,00 | 400 | 365 | 11% | -2% |
Vestas | 141110 | 224,00 | 338,90 | 399 | 365 | 51% | 27% |
D/S Norden | 150623 | 163,50 | 164,00 | 200 | 175 | 0% | -2% |
Nordisk Portefølje
Har taget Trelleborg med i porteføljen. Hæver stop-loss på Elekta til 62. Hæver stop-loss i en række selskaber.
Selskab | Købsdato | Købskurs | Aktuel kurs | Målkurs | Stop-loss | Kurs-udvikling | Indeks-udvikling |
Bactiguard | 150807 | 10,90 | 11,15 | 12 | 10 | 2% | -4% |
Elekta | 150612 | 55,60 | 61,70 | 75 | 60* | 11% | -2% |
Opus Group | 151005 | 6,85 | 6,00 | 10 | 6 | -12% | 2% |
Rockwool B | 150205 | 759,00 | 1052 | 1100 | 975 | 39% | 22% |
Trelleborg | 151111 | 167,00 | 163,8 | 180 | 155 | -2% | -2% |
Swedish Match | 150807 | 267,50 | 281,5 | 295 | 250 | 5% | -5% |
Swedol | 150213 | 15,80 | 20,2 | 25 | 18* | 28% | 20% |
Wihlborg | 150710 | 152,50 | 171,5 | 175 | 158* | 12% | -2% |
Solgt | |||||||
ICA-Gruppen | 150417 | 303,70 | 294,00 | 340,0 | 295 | -3% | -7% |
ConCordia | 150529 | 17,80 | 16,60 | 25 | 18 | -7% | -4% |
Cloetta | 120111 | 16,00 | 24,60 | 28 | 25 | 54% | 134% |
Er festen ovre?
De amerikanske nøgletal viser fortsat en positiv udvikling. Antallet af nytilmeldt ledige steg dog mere end vente. Stigningen skyldes sæsonkorrektioner. Olielagerne i USA vokser igen, hvilket er med til at holde olieprisen nede.
Den kommende uge byder på regnskab fra Walmart, Home Depot, Target, TJX samt L Brands og Autodesk.
Dow Jones har mistet Momentum de sidste par dage, og det betyder, at det lange glidende gennemsnit er blevet brudt på dagsniveauet og RSI peger en smule nedaf på ugebasis. Men på ugebasis er den positive tendens ikke brudt endnu. Bollingerkanalen er ligeledes fortsat i køb på ugebasis. Indekset har tidligere danset rundt om niveauet 18.000 uden at komme igennem. Støttelinien er i niveauet 17.500 og er det lange glidende gennemsnit på ugebasis.
S&P 500 har taget samme tur som det brede Dow Jones-indeks. Faldet betyder, at de korte glidende gennemsnit bliver testedt som støttelinie i øjeblikket i niveauet 2060. Næste støtteniveau er ved det lange glidende gennemsnit i niveauet. De glidende gennemsnit har netop etableret et ”Golden Cross” på ugebasis. Efter et sådan tager markedet sig ofte en korrektion for at se, om investorerne har nerver af stål eller bare løber væk og sælger.
Nasdaq Composite har på ugebasis etableret et ”Golden Cross” i sidste uge, mens Bollingerkanalen har været i køb siden slutningen af oktober. Det korte glidende gennemsnit er i niveauet 5000 som en støttelinie, og det lange glidende gennemsnit er i niveauet 4950. RSI har ramt 50, så der er fortsat et potentiale for yderligere vækst.
Strategi: Hold på amerikanske aktier.
Positiv tendens i Japan
Det japanske marked fortsætter den stigende tendens, hvilket har givet et købssignal i Parabolic- modellen i denne uge. RSI er kommet op i det overkøbte niveau på ugebasis. MACD fortsætter den stigende tendens og det samme gør Momentum. Momentum har ligeledes etableret en bundformation på månedsbasis, hvilket styrker forventningerne om en stigning i indekset.
Nærmeste modstandsniveau er ved 20.500-21.000 og nærmeste støtteniveau er ved 18.000.
Strategi: Fortsat køb på japanske aktier.
OMX S30 er faldet tilbage de sidste par dage, og det betyder, at der er etableret salgssignaler i Bollingerkanalen og de glidende gennemsnit har etableret et ”Death Cross”. På ugebasis er der køb i de to signalmodeller Bollinger og Parabolic, og det har der været i to uger. Momentum på månedsniveauet har etableret en bundformation, hvilket indikerer, at markedet skal op over den kommende tid. Det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 1540 som en modstandslinie. RSI er mellem 50 og 60 på ugebasis.
Strategi: Køb på svenske aktier.
Betsson har stået stille de sidste 4 måneder. Bryder kursen igennem 150, så bliver der etableret et nyt købssignal i Bollinger og Parabolic på ugebasis. Momentum har etableret en bundformation på både uge- og månedsniveauet. Den samme positive tendens ses i MACD, idet modellen har etableret en bundformation på ugebasis. Bryder aktien igennem 155, ser aktien stærk ud.
Frankfurt, Dax 30 bevæger sig vandret i niveauet. Der er et mindre ”gap” i niveauet 10438-10586 og skal det lukkes, så skal markedet ned med over 3 pct. Momentum taber hastighed på månedsbasis, mens Momentum på ugebasis har mistet lidt hastighed og har etableret en mindre topformation. Bryder indekset igennem 11.000, er der åbnet op for en test af 11.600 niveauet fra august. Falder indekset igennem 10.400, så er næste støtteniveau ved 10.000.
Strategi: Ændre til hold.
Novozymes: Der er fortsat potentiale i aktien
Det seneste kvartalsregnskab fra Novozymes viser, at der var vækst i 4 af de 5 forretningsområder. Det var kun i Bioenergi, at den organiske vækst faldt tilbage med 1 pct.
Det største forretningsområde er fortsat vaskemidler, som udgør 33 pct. af omsætningen, mens Føde- og drikkevare-enzymer udgør 27 pct., Bioenergi 18 pct., Landbrug og foder 18 pct. samt Teknisk og farma 7 pct.
På vaskemiddelfronten er væksten ramt af den negative udvikling i flere af de sydamerikanske økonomier. I fødevareforretningen har innovationen trukket væksten op.
Bioenergi-forretningen er ramt af de faldende oliepriser. På foderområdet har selskabet haft en kraftig vækst grundet øget efterspørgsel på selskabets ny produkt BioAg.
Den tekniske enzym-forretning er ramt af tidsforskydninger i bestilling og lageropbygning, hvilket gør, at væksten ikke bliver større end encifret i år.
Resultat før skat blev på 2,7 mia. kr. mod 2.4 mia. kr. året før i samme periode. Fundamental- modellen indikerer en fair pris på aktien i niveauet 363, hvilket indikerer, at der er godt 13 pct. mere i aktien fra nuværende niveau.
Teknisk har aktien etableret en dobbelt bund i niveauet 270. Der er et stort ”gap” i niveauet 335-358,7, som skal lukkes over tid. Der er en positiv tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. Den positive tendens i kursen har også løftet Momentum på månedsbasis.
Signalmodellerne Bollinger og Parabolic er begge i køb på ugebasis. Køb ved tilbagefald til 310.
William Demant
William Demant kunne i deres seneste periodemeddelelse informere, at man har haft vækstmomentum i detailforretningen, og det er især i Nordamerika, at det går stærkt. Generelt har William Demant haft en vækst, der har været over markedsvæksten. Et af Oticon Medicals nye produkter er blev forsinket og bliver først lanceret i 4. kvartal 2015, hvilket vil forskyde omsætningen og indtjeningseffekten til 2016.
Salget af diagnostiske instrumenter har været dæmpet i det seneste kvartal, men William Demant forventer en positiv vækst i det forretningsområde sidst på året.
Teknisk holder aktien fast i den stigende tendens og har i denne uge ramt ny all time high, hvilket fredag har givet et set back. Faldet i aktiekursen har givet et ”gap” i niveauet 615,5-621,5.
Den positive tendens i aktiekursen har trukket op i Momentum, MACD og RSI på ugebasis. Men Momentum på månedsniveauet har været faldende de sidste par måneder. Holder kursudviklingen, vil modellen vende rundt i løbet 1-2 måneder.
Renteforhøjelse i december?
Flere markedsdeltagere forventer en renteforhøjelse til december. De amerikanske nøgletal viser fortsat en positiv vækst og i november får vi den store amerikanske handelsdag ”Black Friday”.
EUR/USD har fundet en bund i niveauet 1,07-1,08. Der er divergens mellem kursudvikling og Momentum på månedsniveauet. Der er ”gap” i niveauet 1,1-1,12.
NOK/DKK er faldet tilbage og handles igen under 80 kr. Det er faldet i olieprisen, der slår mod den norske krone. Momentum har etableret en bundformation på månedsbasis. Nærmeste modstandsniveau 81.
SEK/DKK holder fast i niveauet omkring 80 kr. og går kursen igennem, så bliver der etableret et købssignal i Bollingerkanalen. De glidende gennemsnit har etableret et ”Golden Cross” på ugebasis og nærmeste modstandsniveau er ved 81.
Guldprisen er faldet de to sidste uger og er nu nede i niveauet 1080, som blev testet i juli. Der er salgssignal i alle signalmodellerne. Endvidere er der en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis.
Metalvaremarkedet fortsætter den faldende tendens og flere råvarer har oplevet et nyt bundniveau bl. a. zink og kobber, mens tin og aluminium fortsat ligger over den gamle bund.
Olieprisen har taget et dyk og handles nu i niveauet omkring 46 dollar for en tønde Nordsø-olie. Der er divergens mellem Momentum og RSI på ugebasis. Momentum falder, mens RSI stiger på ugebasis. Afvent udviklingen og køb af olie-relaterede aktier.