Mange markedsdeltagere mener, at dollaren skal yderligere ned, hvilket vil påvirke de selskaber, der har deres primære indtjening i dollar. Man bør derfor give selskaber uden dollar-eksponering lidt ekstra opmærksomhed i den kommende tid.
Mandag var der fokus på Pandora, som havde fået en opjustering af kursmålet fra DNB Carnegie til 1650 kr. fra 1585 kr. Aktien har bevæget sig sidelæns i intervallet 1150–1200 siden midten af maj. Det betyder, at der er etableret et salgssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen.
På ugebasis er Bollingerkanalen i køb, mens de glidende gennemsnit på 8 og 24 uger endnu ikke har etableret et købssignal, men de nærmer sig et Golden Cross. Der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis, og RSI ligger over 55.
Nærmeste modstandsniveau er ved 1400 og herefter ved 1600, mens der er støtte ved 1000 og dernæst ved 900. Aktien ser interessant ud på det nuværende niveau.
I MidCap-sektoren var der fokus på MT Højgaard Holding, som steg med 3,9 %. Aktien er i en stigende tendens, og der er købssignal i alle modeller – både på dags- og ugeniveau. Den positive tendens trækker op i de tre indikationsmodeller på ugebasis, og RSI har ramt 70. Nærmeste modstandsniveau er ved 400 og derefter ved 450, mens der er støtte ved 320 og dernæst ved 300. Der er et gap i intervallet 290–300. Aktien ser interessant ud på niveauet. Jeg ejer selv aktier i MT Højgaard Holding.
Tirsdag meddelte FLSmidth, at de har solgt deres hovedkontor i Valby i København til Nrep og AG Gruppen. Salget, som forventes at indbringe 730 mio. kr. og give ingeniørkoncernen en regnskabsmæssig gevinst på 690 mio. kr., sker som led i planerne om at flytte hovedkvarteret til Havneholmen i Københavns Sydhavn ved udgangen af 2025. FLSmidth oplyser samtidig, at salget, som forventes gennemført i første kvartal 2026, ikke påvirker de udmeldte forventninger til 2025.
Teknisk har FLS-aktien haft et kraftigt rebound fra april til juni, hvor kursen er steget fra 260 til det nuværende niveau. Den stigende tendens trækker op i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er steget fra 25 til 58, og MACD er over middelværdien 0 på ugebasis. Aktien tester modstandsniveauet ved 380, og bliver det brudt, ser aktien interessant ud.
Der var fortsat fokus på Torm tirsdag. Uroen i Mellemøsten har fået flere rederier til at stige. Teknisk har Torm-aktien været i en stigende tendens siden faldet i april, hvor kursen kortvarigt var nede i 85 – aktien handles nu i niveauet 124,85. Der er købssignal i Bollingerkanalen, hvilket har stået på i to uger. De glidende gennemsnit er tæt på at etablere et Golden Cross.
Den stigende tendens i Torm trækker op i de tre indikationsmodeller. RSI har ramt 48. Momentum fortsætter den stigende tendens og brød igennem det glidende gennemsnit nedefra i midten af maj. Nærmeste modstandsniveau er ved 135 og herefter ved 145. Aktien ser interessant ud på det nuværende niveau. Jeg ejer aktier i Torm.
Onsdag var der fokus på DFDS, Carlsberg B og Zealand Pharma, som steg henholdsvis 2,2 %, 1,4 % og 0,9 %. Der var ikke selskabsspecifikke nyheder forud for markedslukning, hvor Zealand Pharma fremlagde data på deres fedmekandidat. Der er salgssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen på ugebasis. Momentum har været i en stigende tendens siden slutningen af maj.
DFDS har haft et købssignal i Bollingerkanalen i 7 uger på ugebasis. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger har etableret et Golden Cross i samme periode. Der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis, og RSI er steget til 61 fra 57 i sidste uge. Momentum har været i en stigende tendens siden april. Aktien ser interessant ud på niveauet, og jeg ejer selv aktier i selskabet.
Torsdag var der fokus på Schouw, som steg med 7,9 % på rygter om en selvstændig børsnotering af Biomar. Stigningen betyder, at Schouw-aktien igen ligger over vores stop-loss-niveau i porteføljen.
I den kommende uge kommer der regnskab fra Flügger Group og Harboes Bryggeri. I Sverige aflægger H&M regnskab torsdag.

C25-indekset har på dagsniveauet etableret et salgssignal i Bollingerkanalen. De glidende gennemsnit er blevet brudt oppefra af de faldende kurser. På ugebasis er der dog fortsat købssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen. Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er faldende og ligger under 50, mens Momentum holder fast i den stigende tendens.
Nærmeste modstandsniveau er ved 1900, og herefter ved 2000. Nærmeste støtteniveauer ligger ved 1650 og derefter ved 1600.
Strategi: Ændres fra køb til hold.
Den danske portefølje har år til dato givet et afkast på 13,4 pct. mod C25-indekset, som har givet et afkast på -1,0 pct.

Den nordiske portefølje har år til dato givet et afkast på 8,5 pct. mod OMX Nordic 40-indekset, som har givet et afkast på -5,5 pct.

Positiv tendens i USA
Torsdag var det amerikanske marked lukket på grund af helligdagen Juneteenth, hvor befrielsen af sorte slaver i USA i 1860’erne markeres.
I denne uge kommer der regnskaber fra Micron Technology, Nike, Paychex, FedEx, Carnival, General Mills, McCormick, FactSet Research Systems, Jefferies Financial Group samt TD Synnex.

S&P 500 holder fast i niveauet 6.000. Der er fortsat købssignaler i alle modeller på både dags- og ugeniveau.
De tre indikationsmodeller viser en stigende tendens. RSI er steget fra 57 til 58. Momentum fortsætter den stigende tendens på ugebasis.
Nærmeste modstandsniveau er fortsat 6.000 og herefter i niveauet 6.500. Der er støtte ved 5.500 og dernæst ved 5.400.

Nasdaq Composite holder fast i købssignalerne på både dags- og ugeniveau. De tre indikationsmodeller er i en stigende tendens. RSI er over 60. Momentum fortsætter den stigende tendens, og det samme gør MACD.
Indekset nærmer sig modstandsniveauet 20.000, og herefter er der modstand ved 20.500, mens der er støtte ved 17.000 og dernæst 16.000.
Strategi: Hold på amerikanske aktier.
Hvad siger graferne for Fjernøsten og Europa?
Er du eksponeret mod de fjernøstlige markeder? Hvis ikke, kan du overveje Sparinvest Index Emerging Markets (ISIN: DK0060300762).
Nikkei stiger og nærmer sig nu 39.000. Der er købssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen på både dags- og ugeniveau. Den positive tendens løfter de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI stiger og har ramt 57 mod 54 i sidste uge. Momentum er også stigende, og MACD ligger over middelværdien (0) på ugebasis.

Modstandsniveauerne 38.000 og 38.500 er blevet brudt. Nærmeste modstandsniveau er nu 39.000, og derefter 39.500. Nærmeste støtteniveau findes ved 35.000 og herefter omkring 34.000.
Strategi: Ændres fra Hold til Køb for japanske aktier via ETF’er eller investeringsforeninger.
Nasdaq India har fået et salgssignal i Bollingerkanalen på dagsniveau. De glidende gennemsnit er blevet brudt oppefra, og hvis tendensen holder, vil der blive etableret et salgssignal i løbet af 4–5 dage. På ugebasis fastholder kursgrafen og Bollingerkanalen dog købssignalet.

Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er faldet fra 76 til 71. Momentum er faldende og har brudt sit glidende gennemsnit oppefra.
Nærmeste modstandsniveau er fortsat 2.900 og derefter omkring 3.000, mens der er støtte ved 2.700 og herefter 2.600.
Strategi: Hold på det indiske marked. C WorldWide Indien (ISIN: DK00615348963) er en mulighed – der findes også en række ETF’er.
Nasdaq China har på dagsniveau er der etableret et salgssignal i Bollingerkanalen. Kursgrafen har brudt de glidende gennemsnit på 8 og 24 dage oppefra. På ugebasis er der dog fortsat købssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen.

Der er divergens mellem indikationsmodellerne MACD, Momentum og RSI. RSI er faldende og har ramt 41. Momentum er ved at etablere en bundformation, og et brud af det glidende gennemsnit nedefra er nært forestående.
Nærmeste modstandsniveau er 1.250 og derefter omkring 1.300, mens der er støtte omkring 1.100 og derefter ved 1.050.
Strategi: Køb kinesiske aktier via ETF’er eller investeringsforeninger.
OMX S30 er i salg på dagsniveau. De glidende gennemsnit etablerede et “Death Cross” for 6 dage siden, og Bollingerkanalen gik i salg samtidig.
På ugebasis er der dog fortsat købssignal i Bollingerkanalen. Det korte glidende gennemsnit (8 uger) er blevet brudt oppefra, mens det lange glidende gennemsnit ligger omkring niveau 2.550 som modstand.

Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI bevæger sig vandret i niveauet 35–38. Momentum fortsætter den stigende tendens, og det samme gør MACD – dog ligger MACD stadig under 0 på ugebasis.
Nærmeste modstandsniveau er 2.650 og derefter 2.700. Nærmeste støtteniveau er 2.400 og derefter 2.300.
Strategi: Hold på svenske aktier.
DAX-indekset har etableret et salgssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen på dagsniveau. På ugebasis er der dog købssignal i begge.

Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er faldende og har ramt 52, mens Momentum fortsætter den stigende tendens. MACD har etableret en topformation på ugebasis.
Faldet i indekset betyder, at nærmeste modstandsniveau er ved 24.000. Nærmeste støtteniveau er ved 21.000 og derefter 20.500.
Strategi: Hold på tyske aktier.
Ugens nordiske aktie
Atomkraft er igen kommet i fokus, og flere arbejder på at etablere nye værker i den kommende tid. Det betyder, at selskaber som svenske Studsvik igen kan få ekstra travlt i de kommende år.
Studsvik tilbyder tekniske tjenester inden for affaldshåndtering, teknologi og vedligeholdelse. Virksomhedens ydelser omfatter ingeniørrelaterede problemstillinger, materialeprøvning, software, overvågning samt affaldshåndtering.
Udover sin kerneforretning tilbyder virksomheden også driftsoptimering relateret til den internationale atomkraftindustri. Studsvik opererer primært i Norden, Europa og Nordamerika.

Teknisk handles aktien vandret i niveauet 115–140, hvilket har stået på siden december. På dagsniveauet etablerede de glidende gennemsnit et Golden Cross i begyndelsen af juni, og Bollingerkanalen genererede et købssignal i midten af juni.
På ugebasis er der købssignal i Bollingerkanalen, hvilket blev etableret i sidste uge. Det korte glidende gennemsnit på 8 uger er brudt op gennem det lange glidende gennemsnit på 24 uger i samme uge.
Den stigende tendens løfter de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er steget fra 45 til 64. Momentum er brudt op gennem det glidende gennemsnit nedefra, og samme tendens ses i MACD, som nu er over middelværdien 0 og fortsat stigende.
Nærmeste modstandsniveau er ved 160 og blev testet ved årsskiftet 2022/23. Herefter er næste modstandsniveau omkring 185, som blev testet i 2007 under en faldende tendens. Aktien ser interessant ud på dette niveau.
Teknisk kommentar til to aktier
Ugens aktier er de to regnskabsaktuelle selskaber Flügger Group og Harboes Bryggeri.
Flügger Group bevæger sig vandret i intervallet 320–340. I februar og marts lå aktien i niveauet 340–360. Den sivende tendens har medført salgssignaler i både kursgrafen og Bollingerkanalen på dagsniveau.
På ugebasis er der salgssignal i kursgrafen, hvor et Death Cross blev etableret i april. Bollingerkanalen på ugebasis er derimod i køb og har været det i fem uger.

De tre indikationsmodeller – MACD, Momentum og RSI – er alle stigende på ugebasis. RSI er steget fra 35 til 42. Momentum er brudt op gennem det glidende gennemsnit i starten af juni. MACD er ligeledes stigende og har ramt middelværdien 0.
Nærmeste modstandsniveau er ved 340 og derefter i niveauet 380, mens der er støtte ved 310 og herefter 295. Aktien er på kandidatbænken.
Fundamentalt forventes et mindre løft i omsætning og bundlinje i forhold til sidste år. Det betyder, at modellen indikerer en fair værdi af Flügger-aktien på 390–395, hvilket giver et potentiale på godt 20 %.
Harboes Bryggeri bevæger sig vandret i intervallet 140–160. På dagsniveau er der salgssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen, og det blev etableret for fire dage siden.
På ugebasis er der også salgssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen, hvilket har været gældende siden april.

Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller. RSI er faldende og har ramt 31. Momentum har etableret en bundformation og er tæt på at bryde op gennem det glidende gennemsnit. MACD er ligeledes i en faldende tendens og befinder sig under middelværdien 0 på ugebasis.
Nærmeste modstandsniveau er ved 175–180 og herefter ved 200, mens der er støtte ved 130 og derefter 110. Aktien er på kandidatbænken.
Guldet fortsat i høj kurs
Guld: Guld fortsætter den stigende tendens og har ramt 3400. Der er købssignal i alle modeller på både dags- og ugeniveau. De tre indikationsmodeller er alle faldende på ugebasis. RSI er faldet fra 72 til 67.
SEK/DKK: Den svenske Riksbank sænkede renten onsdag, hvilket sendte den svenske krone ned fra 68 til 67,5. Faldet betyder, at Bollingerkanalen er gået i salg på ugebasis. Der er en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er under 50.
EUR/USD: Valutakrydset handles fortsat vandret i intervallet 1,14–1,16. Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. Nærmeste modstandsniveau er ved 1,16, og der er støtte ved 1,14.
Metalmarkedet: Industrimetallerne holder fast i købssignalerne fra sidste uge. Det er kun nikkel, der fortsat har et salgssignal, som blev etableret ved månedsskiftet marts/april.
Brent-olie: Brent-olien holder fast i købssignalet, som blev etableret for to uger siden i Bollingerkanalen. De glidende gennemsnit er blevet brudt nedefra af den stigende tendens i olieprisen. Der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 58.
Nærmeste modstand er ved 80, hvilket blev testet i januar. Derudover er der modstand ved 85, og man skal tilbage til juni/juli 2024 for at finde prisen der. Da dollarkursen er faldet i forhold til sidste år, lægger det endnu ikke pres på danskernes økonomi. Har man behov for lidt “sort energi”, kan man overveje en lille position i et af de norske eller svenske olieselskaber.