Getinge AB er en medicoteknisk virksomhed, der specialiserer sig i levering af udstyr, systemer, operationsstuer og intensivafdelinger til sundheds- og biovidenskabsindustrien. Virksomheden tilbyder produkter og løsninger inden for intensiv pleje, kardiovaskulære procedurer, operationsstuer, steril genbehandling og biovidenskab.
De svenske hospitalsudstyrsaktier har ikke været interessante de seneste par år. Det gode resultat fra Elekta i november i forbindelse med selskabets kvartalsregnskab fik dog aktiekursen til at stige og bryde den faldende tendens.
Getinge-aktien har handlet vandret i niveauet 180-230 siden midten af 2023, hvor aktien tog et dyk fra niveauet 240-250. Tilbage i 2020-2021 var aktiekursen oppe i niveauet 350-400.

På dagsniveau har de glidende gennemsnit på 8 og 24 dage etableret et Golden Cross i august. Bollingerkanalen etablerede et købssignal i midten af december, og den nedre kanallinje ligger omkring niveauet 215, som fungerer som støttelinje.

På ugebasis har de glidende gennemsnit på 8 og 24 uger ligeledes etableret et Golden Cross i midten af august. Bollingerkanalen er i køb i den seneste uge.

Modstandsniveauet ved 230 er blevet testet flere gange siden november/december 2023, men er endnu ikke brudt. Bliver modstanden brudt, er næste modstand ved 280 og herefter i niveauet 320-330, som fungerede som bund i januar og marts. Der er støtte i niveauet 205 og herefter ved 195. Aktien ser interessant ud på det nuværende niveau.
I 2024 omsatte Getinge for 34,7 mia. SEK mod 31,8 mia. SEK i 2023. Overskuddet efter skat var i 2024 på 1,6 mia. SEK mod 2,4 mia. SEK året før.
Faldet i overskuddet skyldes midlertidige produktions- og leveringsforstyrrelser i nogle segmenter samt højere lønomkostninger. Derudover har omkostninger til omlægning og investeringer i nye produkter påvirket resultatet.
Flere af disse poster er af engangskarakter, og regnskaberne for 2025 og 2026 forventes derfor at være mindre påvirket af disse negative forhold.