Der er flere børsnoterede selskaber inden for forsvarsindustrien i Norden end SAAB og Kongsberg Gruppen. I Sverige er der tre selskaber: Invisio, MilDef Group og W5 Solutions. Derudover er der en række selskaber, som leverer en række underkomponenter.
Invisio producerer kommunikationsløsninger såsom avancerede headsets, kontrolenheder og periferiudstyr til brug med tovejsradioer. Kunderne findes inden for militær- og specialstyrker, politi og task forces, beredskabstjenester, sikkerhedsindustrien og industrier på globalt plan.

Der er købssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen på både dags- og ugeniveauet. Det lange glidende gennemsnit på 24 uger ligger i niveauet 198 som en støttelinje.

Den stigende tendens i kursen har trukket op i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 70. Momentum er ligeledes i en stigende tendens, og det samme er MACD, som er over middelværdien 0 på ugebasis.
Nærmeste modstandsniveau er ved 260, og herefter i niveauet 295, mens der er støtte i niveauet 210 og herefter i niveauet 195.
Aktien ser interessant ud på dette niveau.
MilDef Group er en teknologivirksomhed, som har specialiseret sig i udvikling af hardware, software og relaterede tjenester, primært til sikkerheds- og forsvarssektoren. På dagsniveauet er der salgssignal i Bollingerkanalen, og de glidende gennemsnit på 8 og 24 dage er blevet brudt oppefra, hvilket holder tendensen, og der etableres et Death Cross.
På ugebasis er der købssignal i Bollingerkanalen, som blev etableret i begyndelsen af januar. De glidende gennemsnit etablerede et Golden Cross i midten af februar.

Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er faldende og har ramt 46. Momentum er i en stigende tendens, og det har stået på siden bunden i slutningen af februar. Det glidende gennemsnit er ligeledes blevet brudt nedefra.

Nærmeste modstandsniveau er ved 85-90, og herefter i niveauet 95, mens der er støtte i niveauet 65 og herefter i niveauet 55. Aktien ser interessant ud på dette niveau.
W5 Solutions leverer teknologiske systemer, for størstedelens vedkommende selvudviklede, til svenske og internationale myndigheder og virksomheder inden for forsvar og civilbeskyttelse. Teknisk er aktiekursen faldet tilbage, så der er etableret et salgssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen på dagsniveauet.
På ugebasis er der salgssignal i Bollingerkanalen, mens de glidende gennemsnit er blevet brudt oppefra, og tendensen fortsætter, hvilket etablerer et Death Cross på ugebasis.

Faldet i aktiekursen trækker ned i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 52. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra. Nærmeste modstandsniveau er ved 100, og herefter i niveauet 125, mens der er støtte i niveauet 80 og herefter i niveauet 70. Aktien er på kandidatbænken.