Aktiemarkederne har i den seneste tid haft svært ved at komme videre. I øjeblikket er der fokus på regnskaberne og rammer man ikke forventningerne eller er der en smule usikkerhed om fremtiden, så bliver aktien sendt ned. Det oplevede man i blandt andet FLSmidth, Genmab og et par af de nævnte aktier i teksten herunder.
Matas’ nye direktør har sat sig i sædet, og han har en klar plan om at ændre selskabet. Kunderne svigter butikkerne, men er mere aktive på nettet. Onsdagens regnskab fik aktien til at stige med 5,6 pct. Det betyder, at signalet på dagsniveauet skiftede fra salg til køb og de glidende gennemsnit er blevet brudt nedefra. Der er en begyndende positiv tendens i indikationsmodellerne på ugebasis.
Der er ”gap” i niveauet 85-95, som over tid kan blive lukket, hvis planen lykkes. Den spekulative investor bør samle op i aktien (jeg ejer selv aktier i selskabet).
Coloplast har rettet sig efter regnskabet i sidste uge og aktien er handlet op i niveauet 520 mod 560 ved månedsskiftede. Faldet har fået signalmodellerne til at etablere et salgssignal på ugebasis. Momentum på månedsniveauet er fortsat faldende, hvilket indikerer, at man skal være afventende med Coloplast.
Vestas leverer et regnskab, der var påvirket af prispres og øget konkurrence, hvilket fik aktiekursen til at falde med over 16 pct. De tekniske modeller har siden august været i salg. Bollingerkanalen etablerede et salgssignal i slutningen af august og de glidende gennemsnit etablerede et ”Death Cross” i midten af september. Aktien er brudt igennem støtteniveau ved 450 og næste mål er ved niveauet 415. Afvent udviklingen.
I denne uge er der regnskab fra Schouw om mandagen. Tirsdag er det Brdr. Hartmann, DFDS, IC Group, SimCorp, Topdanmark og Veloxis Pharma. Onsdag er det Alm. Brand, H+H, NKT, Nilfisk Holding, Rockwool og Torm. Torsdag er det Københavns Lufthavne og SP Group.
H+H holder fast i den stigende tendens, der har været siden årsskiftet, hvor aktien blev handlet i 70 mod dagens kurs i 120-130. RSI har været en tur oppe i niveauet 92-93 og er nu faldet tilbage til niveauet omkring 82-83. Momentum er i en faldende tendens på både uge- og månedsniveauet, hvilket indikerer, at man skal afvente udviklingen.
Rockwool-aktien er steget over 30 pct. siden årsskiftet, men kursudviklingen har bevæget sig vandret siden midten af september, og det er rundt om 1700 som et midtpunkt. Nærmeste støtteniveau er omkring 1500. De tre indikationsmodeller falder på ugebasis, hvilket indikerer, at man skal afvente udviklingen.
C20-indekset fik torsdag et kraftigt skud for boven med fald i Vestast og FLSmidth. På dagsniveauet har er der etableret salgssignaler i både Bollingerkanalen og de glidende gennemsnit har etableret et ”Death Cross”. På ugebasis er der fortsat en positiv tendens i kursudviklingen, mens indikationsmodellerne har taget en tur ned. Det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 1010 som en støttelinie. Signalmodellerne er fortsat i køb på ugebasis, men et brud under 1000 vil ændre signalet til salg.
Momentum på månedsniveauet har tabt pusten og har etableret en faldende tendens. Anbefaler at man afventer udviklingen i markedet.