Alle står klar i startblokken

Der har været skrevet og sagt meget om denne uges aktie Ambu. Ambu var en børsdarling fra 2014 til august 2018, hvor aktiekursen gik fra 20 til 280. I perioden august 2018 til juni 2019 tabte aktien 200 point. Næste positive bølge gik fra september 2019 til april 2021, hvor aktien toppede i 358,5.

Ambu producerer diagnostisk udstyr til sundhedssektoren. Det er indenfor områderne anæstesi, patientovervågning, diagnose og udstyr til førstehjælp.

Selskabet forventer en omsætning fremgang på ikke mindre end 4 pct. Sidste år omsætning var på 4 mia. kr. mod 3,5 mia. kr. året før. Overskuddet ramte 247 mio. kr. mod 241 mio. kr. Fundamental-modellen indikerer en fair pris for aktien i niveauet omkring 88 mod dagens kurs på 70,58.

På dagsniveauet ligger de glidende gennemsnit på 8 og 24 dage side om side med kursudviklingen,  mens 50 dages glidende gennemsnit ligger side om side med kursudviklingen og de 200 dages glidende gennemsnit ligger i niveauet 110.

Den vandrette formation siden juni betyder, at Bollingerkanalens bliver indsnævret på ugebasis, og det betyder, at selv små udsving kan få modellen til at skifte fra salg til køb. Det korte glidende gennemsnit ligger side om side med kursudviklingen, mens det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 83 som en modstandslinie.

De tre indikationsmodeller er alle i en stigende tendens. MACD er tæt på at bryde over 0 og RSI er i niveauet omkring 50. Momentum har været i en stigende tendens siden april, så der er divergens mellem modellen og kursudviklingen.

Nærmeste modstandsniveau er ved 85 og herefter i niveauet 95, mens der er støtte i niveauet 70 og herefter i niveauet 66.

Aktien har endnu ikke etableret købssignal, men når det sker, kan det gå hen og blive en folkeaktie.

Skrevet af Lars Persson

Uddannet på Handelshøjskolen i København og har arbejdet med teknisk analyse siden 1997.