C20 ned 27 pct. i år

Mandag var der igen fokus på Novo Nordisk, da man fredag i USA meddelte at Wegovy og Ozempic muligvis bliver en del af det offentlige sygesikringsprogram Medicare og Medicaid. Goldman Sachs sænkede mandag deres kursmål for Novo Nordisk fra 745 kr. til 400 kr., men gentog anbefalingen køb.

Der var også fokus på Torm (+3,5 pct.) og D/S Norden (+2,3 pct.). Torm-aktien var i april nede i niveauet 82,90 kr., mens den i dag handles i intervallet 110 –  130. På ugebasis er der etableret købssignal i aktien. Bollingerkanalen gik i køb i begyndelsen af juni, og de glidende gennemsnit (8 og 24 uger) har etableret et Golden Cross i samme måned.

Der er en stigende tendens i Momentum, men det glidende gennemsnit er blevet brudt af en tilbagegang. RSI er ligeledes faldet fra 64 til 59, men den overordnede tendens er fortsat stigende.

Der er modstand i niveauet 130 kr. – og hvis det brydes, er næste modstandsniveau ved 140 kr. Aktien ser interessant ud på dette niveau. Jeg ejer selv aktier i Torm.

Tirsdag var der fokus på Boozt, som blev opjusteret af Danske Bank. Den seneste analyse af Boozt kan findes her. På ugebasis etablerede Bollingerkanalen et købssignal for to uger siden. Det korte glidende gennemsnit (8 uger) blev brudt nedefra for fem uger siden, og det lange glidende gennemsnit er blevet brudt i denne uge.

Den stigende aktiekurs har løftet de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er over 55, Momentum er stigende, og det samme gælder MACD. Nærmeste modstandsniveau er ved 64-66 kr. og herefter i niveauet 80-82 kr. Aktien ser interessant ud på dette niveau.

ChemoMetec var ligeledes i fokus tirsdag og sluttede med en stigning på 4,1 pct. Også her hævede Danske Bank deres kursmål, hvilket gav aktien et løft. På ugebasis er der dog salgssignal i Bollingerkanalen, mens kursgrafen stadig holder fast i købssignal.

Formationsmæssigt har grafen etableret en dobbelt top. Der er en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er under 55, MACD er faldende og tæt på at bryde igennem nulniveauet oppefra. Afvent udviklingen.

Onsdag var der fokus på Novo Nordisk, som kom med halvårsregnskab. Regnskabet var et non-event, da det var forventet, og aktien blev handlet sidelæns.

Den amerikanske sundhedsminister har valgt at reducere forskningsbudgettet for vacciner med 500 mio. USD, hvilket blandt andet fik ALK og Bavarian Nordic til at falde. ALK ramte RSI 90 for to uger siden, og modellen er nu faldet tilbage til 69. Bollingerkanalen har etableret et salgssignal på ugebasis. Det lange glidende gennemsnit ligger omkring niveauet 170 kr. og fungerer som en støttelinje. Afvent udviklingen.

Sampo (tidligere Topdanmark) klarer sig godt og har vist vækst både på top- og bundlinje, hvilket fik aktien til at stige med 3,0 pct. Der er købssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen på ugebasis. RSI har ramt 72 og er stigende, mens Momentum er i en faldende tendens. Aktien ser interessant ud på dette niveau, men vi foretrækker Alm. Brand, som er i vores portefølje.

Der var også fokus på DFDS, efter at Destination Gotland – som nu også ejer ruten København–Oslo – meddelte, at de oplevede en stigning i antallet af rejsende med 2.000 personer i juli.

Torsdag var der fokus på A.P. Møller – Mærsk, som fremlagde halvårsregnskab. Aktien steg med 5,1 pct. Bollingerkanalen etablerede et købssignal for fire uger siden. RSI er kommet over 60 på ugebasis. Jeg ejer aktier i selskabet.

I den kommende uge aflægger følgende selskaber regnskab:

  • Mandag: NTG Nordic Transport Group
  • Tirsdag: Demant, H+H, ISS
  • Onsdag: Kreditbanken, Matas, Ørsted, Vestas
  • Torsdag: Brdr. A&O Johansen, Carlsberg, D/S Norden, Torm, Netcompany, Nilfisk Holding, Pharma Equity Group, Prima Office, Skjern Bank, Solar, Sparekassen Sjælland–Fyn, Zealand
  • Fredag: BioPorto, Boozt, Djurslands Bank, NKT, Pandora, Schouw, Tivoli

Vi taler ikke længere om det gamle eliteindeks C20, og det er måske meget godt – for det danske marked er i bear market, hvis man ser på C20, som er nede med 30 pct. i år.

C25-indekset er fortsat i salgssignal, både i kursgrafen og Bollingerkanalen, på dags- og ugeniveau. Der er en faldende tendens i både RSI og Momentum på ugebasis. RSI er under 45, og MACD ligger under middelværdien (0) på ugebasis. Nærmeste modstandsniveau er ved 1.900 og derefter 2.000. Nærmeste støtteniveauer er 1.650 og dernæst 1.600.
Strategi: Hold på danske aktier.

Den danske portefølje har år til dato givet et afkast på 16,1 pct. mod C25-indekset, som har givet et afkast på -5,4 pct. 

Den nordiske portefølje har år til dato givet et afkast på 14,9 pct. mod OMX Nordic 40-indekset, som har givet et afkast på -10,3 pct.

 

Det stiger stadig
Antallet af nytilmeldt ledige var 226.000 mod forventede 220.000.

Denne uge offentliggør følgende selskaber regnskab: Cisco Systems, Applied Materials, Deere, CoreWeave, Circle Internet Group, Cardinal Health, Venture Global og Tapestry.

S&P 500 holder fast i den stigende tendens. Der er købssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen på ugebasis, mens modellerne er i salg på dagsniveau.

RSI er faldet fra 85 til 72, og Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra. Nærmeste støtteniveau er ved 6.200 og herefter i niveauet 5.800, mens der er modstand i niveauet 6.400 og derefter i niveauet 6.600.

Nasdaq Composite fastholder købssignalet i både kursgrafen og Bollingerkanalen på dags- og ugeniveau. Der er dog en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er gået fra 90 til 80, og Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra.

Nærmeste modstandsniveau er ved 22.000 og herefter i niveauet 23.000, mens der er støtte i niveauet 20.800 og dernæst i niveauet 22.200.
Strategi: Fastholder køb af amerikanske aktier.

Hvad siger graferne for Fjernøsten og Europa?
Nikkei holder fast i den stigende tendens og bekræfter købssignalerne på ugebasis. På dagsniveauet er der fortsat købssignal i kursgrafen, mens signalet er skiftet i Bollingerkanalen.

De tre indikationsmodeller er faldet tilbage. RSI er gået fra 86 til 74. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra, hvilket indikerer, at hastigheden i kursstigningerne er aftagende.
Nærmeste modstandsniveau er nu 42.000, og derefter 43.000. Nærmeste støtteniveau ligger ved 39.000 og herefter omkring 37.000.
Strategi: Fasthold køb af japanske aktier via ETF’er eller investeringsforeninger.

Nasdaq India fortsætter den faldende tendens, og der er salgssignal i Bollingerkanalen på både dags- og ugeniveau. Kursgrafen er tæt på at etablere et Death Cross.
De tre indikationsmodeller er i en faldende tendens, hvilket har stået på siden midten af juni. RSI er nu under 50.

Nærmeste modstandsniveau er fortsat 2.900 og derefter omkring 3.000, mens der er støtte ved 2.700 og herefter 2.600.
Strategi: Signalændring for det indiske marked – fra køb til salg. C WorldWide Indien (ISIN: DK0061534963) er en mulighed – der findes også en række ETF’er.

Nasdaq China holder fast i den stigende tendens, og der er fortsat købssignal i alle modeller på både dags- og ugeniveau.
Der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er på 68. MACD er ligeledes i en fortsat stigende tendens og ligger over middelværdien.

Nærmeste modstandsniveau er 1.300 og herefter omkring 1.350, mens der er støtte omkring 1.150 og dernæst ved 1.100.
Strategi: Køb kinesiske aktier via ETF’er eller investeringsforeninger.

OMX S30 handles i en stigende tendens, og der er købssignal i Bollingerkanalen, hvilket blev etableret i begyndelsen af juni. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger har etableret et Golden Cross i samme periode.

De tre indikationsmodeller er faldet tilbage, hvilket indikerer, at farten er taget lidt ud af markedet. RSI er faldet under 60 i denne uge. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra.
Modstandsniveauet ved 2.600 er blevet brudt; næste modstandsniveau er ved 2.700. Der er støtte ved niveauet 2.500 og herefter ved 2.400.

Den svenske arbejdsløshed steg igen i juli, og der har været en stigende tendens siden uge 21, hvor den seneste bund blev nået.
Strategi: Hold på svenske aktier.

DAX-indekset handles vandret i niveauet 23.500-24.500. På ugebasis er der etableret et salgssignal i Bollingerkanalen.
Det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 23.100 og fungerer som støttelinje.


Der er en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er gået fra 80 til 58. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra.
Nærmeste modstandsniveau er ved 24.000 og herefter omkring 25.000. Nærmeste støtteniveau er ved 21.000 og dernæst 20.500.
Strategi: Hold på tyske aktier.

 

Ugens nordiske aktie
Ugens nordiske aktie er det svensk-finske entreprenørselskab NYAB.
Teknisk har de glidende gennemsnit på 8 og 24 uger etableret et Golden Cross i midten af juli. Bollingerkanalen har ligeledes etableret et købssignal i samme periode.

På ugebasis etablerede de glidende gennemsnit et Golden Cross i slutningen af marts. Bollingerkanalens seneste købssignal er fra midten af juli, og det forrige var fra midten af februar og frem til juni, hvor aktien var i salg i 2 uger.

De tre indikationsmodeller – MACD, Momentum og RSI – er i en stigende tendens på ugebasis. RSI har ramt 78. Momentum er stigende og netop brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra. MACD er ligeledes brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra.
Nærmeste modstandsniveau er ved 8 og herefter i niveauet 10, mens der er støtte i niveauet 6,5 og derefter ved 5,5.
Vi tilføjer aktien til porteføljen.

 

Teknisk kommentar til to aktier

Ugens aktier: Bang & Olufsen og DFDS
Begge selskaber har været under pres de seneste par år. For Bang & Olufsen har nedturen stået på siden 2006, hvor aktien toppede i 170. I 1998 toppede aktien i 260 mod den nuværende kurs på 12,5-13,75.

Teknisk er der på dagsniveauet salgssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen. Det samme signal ses på ugebasis. Aktien har bevæget sig vandret omkring niveau 13 siden begyndelsen af april.

Den vandrette formation har fået de tre indikationsmodeller MACD, Momentum og RSI til at miste styrke. RSI er under 50, men fortsat over 45. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra, hvilket bekræfter, at hastigheden er gået ud af kursen.

Nærmeste modstandsniveau er ved 15 og derefter omkring 16, mens støttelinjen ligger ved 11,5 og derefter ved 10,5. Aktien er på kandidatbænken.

DFDS har været i en faldende tendens siden seneste topformation i 2021, hvor aktien blev handlet i niveauet 380-400. Nu handles aktien omkring 120 mod bunden i april, hvor kursen var i 80.
På dagsniveauet har Bollingerkanalen i salg og de glidende gennemsnit på 8 og 24 dage har ligeledes etableret et Death Cross.

På ugebasis er der købssignal i Bollingerkanalen, og det blev etableret i begyndelsen af maj. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger etablerede i midten af juni et Golden Cross. Det lange glidende gennemsnit ligger lige nu omkring 105, som fungerer som støttelinje.

De tre indikationsmodeller har tabt pusten og er faldet tilbage. RSI er gået fra 82 til 68. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra. MACD har ligeledes etableret en topformation og er i en faldende tendens, men ligger stadig over middelværdien på 0.

Nærmeste modstandsniveau er ved 135 og derefter ved 175, mens der er støtte ved 105 og derefter ved 95. Aktien ser interessant ud på dette niveau. Jeg ejer aktier i selskabet.

 

Hvad nu med olieprisen?
SEK/DKK: Handles i et vandret niveau mellem 66 og 67, hvilket har stået på den seneste måned. Der er salgssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen på ugebasis. De tre indikationsmodeller er i en faldende tendens, og det har stået på siden marts/april, hvor både RSI og Momentum toppede. Nærmeste modstandsniveau er ved 69, mens nærmeste støtteniveau er ved 65.

EUR/USD: Valutakrydset holder stadig fast i støtteniveauet omkring 1,16. Der er en fortsat faldende tendens i Momentum og RSI på ugebasis. RSI er under 65. Nærmeste modstandsniveau er ved 1,18, mens støtteniveauet ligger omkring 1,14.

Landbrugsmarkedet: Flere priser på forskellige afgrøder falder tilbage, da udbyttet for årets høst er stigende i både majs, hvede og havre. Endvidere er der en faldende tendens i både appelsinjuice og sukker.

Metalmarkedet: Flere industrimetaller har rettet sig lidt i den seneste uge. Det er kun nikkel, der fortsætter den faldende tendens, mens kobber, bly og aluminium fortsætter den vandrette formation. Zink har derimod et købssignal.

Brent-olie: Brent-olie handles vandret i niveauet 68–72. På dagsniveauet har Bollingerkanalen etableret et salgssignal for 5 dage siden. De glidende gennemsnit på 8 og 24 dage er blevet brudt oppefra, og fortsætter tendensen, bliver der etableret et Death Cross.

På ugebasis holder købssignalet i både Bollingerkanalen og kursgrafen. Der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 59, og Momentum holder fast i den stigende tendens.

OPEC har hævet produktionsloftet, men det har ikke ændret retningen for olieprisen. Der er fortsat en positiv udvikling i flere olierelaterede aktier.

Skrevet af Lars Persson

Uddannet på Handelshøjskolen i København og har arbejdet med teknisk analyse siden 1997.