Uddrag fra Trends den 1/8. Vores Teknisk kommentar til to aktier.
Ugens aktier: Coloplast og Ørsted
Fælles for de to aktier er, at de har været i en faldende trend i længere tid, men begge er nu begyndt at stige og er tæt på at bryde ud af den faldende tendens.
Coloplast:
På dagsniveau har Coloplast etableret et købssignal i kursgrafen i midten af juli med glidende gennemsnit på 8 og 24 dage. Bollingerkanalen etablerede et købssignal i begyndelsen af juli.
Der ses desuden gaps i niveauerne 675-688, 864-872,2 og 1106,50-1108.
På ugebasis er det korte glidende gennemsnit (8 uger) brudt nedefra i denne uge. Det lange glidende gennemsnit (24 uger) ligger omkring 670 og fungerer som modstandslinje. Bollingerkanalen på ugebasis er fortsat i salg og har været det siden september 2024.

Den svagt stigende tendens i aktiekursen har trukket op i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI var nede i 17 i maj og har nu ramt 22 i begyndelsen af august.
Momentum er stigende, men har endnu ikke brudt det glidende gennemsnit nedefra. MACD er stigende og har brudt det glidende gennemsnit nedefra, men ligger stadig under middelværdien 0.
Modstandsniveauerne ligger ved 650, 700 og 750, mens støtteniveauerne ligger ved 600 og 550. Aktien er på kandidatbænken.
Ørsted:
Ørsted etablerede købssignal på dagsniveau i slutningen af maj, hvor de glidende gennemsnit (8 og 24 dage) dannede et “Golden Cross” i kursgrafen. Bollingerkanalen gav ligeledes købssignal i slutningen af maj.
På ugebasis blev der etableret købssignal i Bollingerkanalen i slutningen af juni. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger har også dannet et “Golden Cross” i samme uge.

Den stigende aktiekurs trækker op i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er steget fra 35 til 72 på 6 uger. Momentum er stigende og kursen har brudt det glidende gennemsnit nedefra i slutningen af juni. MACD viser ligeledes en stigende tendens og ligger nu over middelværdien 0.
Nærmeste modstandsniveau er ved 380 og derefter 440, mens støtteniveauerne ligger ved 300 og 260. Aktien er på kandidatbænken.