Falder Babylons tårn nu?

Mandag blev markedet ramt af en ny lanceret kinesisk chatrobot ved navn Deepseek. Spørgsmålet er derfor, om det teknologiske Babylons tårn er sendt til tælling. Faldet ramte bredt og gik ud over chipproducenter, kabelproducenter og selskaber i relaterede brancher som ABB og Fortum.

NKT tabte 2,5 pct. på historien om, at der muligvis skal leveres mindre strøm i fremtiden. NKT-aktien har haft det svært de sidste tre måneder, hvor aktiekursen er gået fra 650 til 500. I forbindelse med kvartalsregnskabet nævnte direktøren, at man frygter øget konkurrence fra kineserne i den kommende tid. RSI har ramt 15 på ugebasis. Der er salgssignal i Bollingerkanalen, som blev etableret i begyndelsen af november. Aktien er på kandidatbænken.

Bavarian Nordic blev ramt af, at borgerkrigen i Congo er taget til i løbet af weekenden. Det gør det svært at distribuere vaccinen til Mpox. Det fik aktien til at falde med 3,5 pct. Aktiekursen bevæger sig vandret i niveauet 190-210, hvilket har varet siden midten af november. De tre indikationsmodeller er alle i en stigende tendens. RSI er over 40. Nærmeste støtteniveau er ved 180, mens der er modstand i niveauet 260. Aktien ser interessant ud på dette niveau. Jeg ejer selv aktier i selskabet.

Tirsdag var der fokus på Netcompany, som var ude med regnskab, hvilket fik aktien til at falde med 16,8 pct., da markedsdeltagerne var skuffede over det manglende aktietilbagekøb. Den stigende tendens aktien havde før regnskabet er blevet brudt. Faldet i aktiekursen har sendt RSI under 45. Nærmeste støtteniveau er ved 260. Afvent udviklingen.

I den positive ende var Ørsted og Royal Unibrew. De grønne aktier har måske fået for mange øretæver, så derfor køber markedet op i flere af dem. Ørsted steg tirsdag 1,7 pct., men aktien handles fortsat vandret i niveauet 260-280. De tre indikationsmodeller er fortsat i en faldende tendens, hvilket indikerer, at man skal afvente.

Royal Unibrew lukkede med en stigning på 2,8 pct. På dagniveauet er de glidende gennemsnit blevet brudt nedefra, men der er endnu ikke etableret et Golden Cross. Bollingerkanalen er i køb og har været det de sidste seks dage.

På ugebasis er der salgssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen. RSI er gået fra 18 til 31 på en uge. Aktien er på kandidatbænken.

Onsdag var der fokus på GN Store Nord, og aktien steg med 6,2 pct. Det skyldes gode nyheder fra konkurrenten Logitech. Den positive nyhed trak aktien op til et køb i Bollingerkanalen på ugebasis. Der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller RSI, Momentum og MACD. Aktien ser interessant ud på dette niveau og er med på kandidatbænken.

Torsdag var der fokus på ChemoMetec, som steg 11,5 pct., og GN Store Nord, som steg 5,7 pct. ChemoMetec testede modstandsniveauet 560, som blev testet i begyndelsen af januar. Aktien holder fast i den stigende tendens, hvilket har trukket RSI op i 70. Momentum er på ny brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra. Vores fundamentalmodel indikerer en fair pris på aktien med de nuværende vækst- og indtjeningsestimater på 700 kr. pr. aktie.

I denne uge kommer der regnskab fra Vestjysk Bank, DSV, Dantax og Coloplast tirsdag. Onsdag er det Vestas, Ringkjøbing Landbobank, Pandora, Novo Nordisk, Matas, Lundbeck, Embla Medical, Demant og ChemoMetec. Torsdag er det Solar, Skjern Bank, Sampo, Rockwool, Ørsted, GN Store Nord, Gabriel, Norden, Carlsberg og A.P. Møller-Mærsk. Fredag er det Danske Bank og Boozt.

C25-indekset handles fortsat vandret i niveauet 1750-2000. På dagsniveauet holder Bollingerkanalen fast i købssignalet, som blev etableret for seks dage siden. De glidende gennemsnit på 8 og 24 dage er blevet brudt af den stigende tendens i indekset. Holder tendensen, bliver der etableret et Golden Cross i løbet af et par dage.

På ugebasis er der fortsat salgssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen. Bollingerkanalen går først i køb ved brud af den øvre kanallinje i niveauet 1825.

Der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 33 på ugebasis. Momentum er ligeledes i en stigende tendens, og modellen er brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra. MACD er ligeledes i en stigende tendens, men modellerne er under middelværdien.

Nærmeste støtteniveau er ved 1700 og derefter 1680, mens nærmeste modstandsniveau er ved 1850 og derefter 1950.

Den danske portefølje har år til dato givet et afkast på 3,2 pct. mod C25-indekset, som har givet et afkast på 0,32 pct. Hæver stop-loss på ChemoMetec. På salgslisten er Brdr A&O, cBrain, D/S Norden samt Lundbeck.

 

Den nordiske portefølje har år til dato givet et afkast på 4,4 pct. mod OMX Nordic 40-indekset, som har givet et afkast på 3,6 pct. Hæver stop-loss og målkursen på Alleima.
På salgslisten er Nibe, Nobia og Norva24 samt Vår Energi.

Kan det holde?
Antallet af nytilmeldte ledige ramte 207.000, hvilket var lavere end de forventede 225.000. Antallet af fortsat ledige faldt til 1,858 mio. mod det estimerede 1,902 mio.

Denne uges amerikanske regnskaber inkluderer Amazon, Google, Eli Lilly, Merck & Co., PepsiCo, Walt Disney, Advanced Micro Devices, Philip Morris, Qualcomm samt Palantir Technologies.

S&P 500 fastholder købssignalet fra sidste uge både på dags- og ugeniveau. De tre indikationsmodeller stiger igen. RSI har ramt 62, og Momentum er tæt på at bryde igennem det glidende gennemsnit nedefra.

Det nærmeste modstandsniveau er ved 6.200, efterfulgt af niveauet 6.300, mens der er støtte ved niveauet 5.800 og derefter 5.700.

Nasdaq Composite fastholder salgssignalet på dagsniveauet i Bollingerkanalen, mens der fortsat er købssignal i kursgrafen på dagsniveauet.

På ugebasis er der købssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen. Der ses en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er under 60. Momentum er faldende og har brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra.

Næste modstandsniveau er ved 22.000 og derefter omkring 23.000, mens støtte findes ved niveauerne 18.000 og 17.500.
Strategi: Ændres til “hold” på de amerikanske indeks.

 

Det står stille
Det japanske marked står fortsat stille. På dagsniveauet holder Bollingerkanalen fast i købssignalet. De glidende gennemsnit på 8 og 24 dage har netop etableret et nyt købssignal med et Golden Cross torsdag.

På ugebasis er der etableret et købssignal i Bollingerkanalen, hvilket betyder, at signalet har skiftet i forhold til sidste uge. Indekset fastholder købssignalet i kursgrafen fra efteråret.

Der er fortsat divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er steget og har ramt 57. Momentum bevæger sig vandret side om side med det glidende gennemsnit. MACD bevæger sig vandret i niveauet over 0.

Nærmeste modstandsniveau er fortsat 40.000, hvorefter der er modstand ved 41.000. Støtte findes ved 36.000 og dernæst ved 34.000.
Strategi: Hold på japanske aktier via ETF’er eller investeringsforeninger.

Nasdaq India er fortsat i salg på både dags- og ugeniveau, gældende for både kursgrafen og Bollingerkanalen. Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er steget fra 28 til 33. Momentum bevæger sig sidelæns side om side med det glidende gennemsnit på ugebasis.

Nærmeste modstandsniveau er 2.900 og derefter 3.000, mens støtte findes ved 2.600 og dernæst ved 2.500.
Strategi: Reducér eksponeringen mod indiske aktier.

Nasdaq China har etableret et købssignal på dagsniveauet i kursgrafen med et Golden Cross for tre dage siden. Bollingerkanalen har på dagsniveauet været i køb i 10 dage.

På ugebasis fastholdes købssignalet i kursgrafen, som blev etableret i oktober. Bollingerkanalen etablerede også et købssignal i denne uge.

Der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er kommet over 45. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra. MACD har etableret en bundformation, men er endnu ikke over middelværdien 0 på ugebasis.

Nærmeste støtteniveau er fortsat 900 og derefter 850. Modstandsniveauet 1.000 er blevet brudt, og næste niveau er 1.050 og herefter 1.100.

Strategi: Køb kinesiske aktier via ETF’er eller investeringsforeninger, f.eks. Danske Invest Kina (ISIN: DK0010295336). Man skal dog være opmærksom på, at en eventuel krig om Taiwan eller meget høje toldtariffer hurtigt kan ødelægge signalet, så måske en mindre position end normalt.

OMX Stockholm 30 har fart på og er år til dato steget med 7,4 pct. Kursgrafen og Bollingerkanalen fastholder købssignalerne fra årets start på dagsniveauet.

På ugebasis er der købssignal i Bollingerkanalen, og de glidende gennemsnit på 8 og 24 uger er tæt på at etablere et Golden Cross.

Den positive tendens trækker de tre indikationsmodeller op på ugebasis. RSI har ramt 57. Momentum er ligeledes i en stigende tendens, og det samme gælder MACD.

Nærmeste modstandsniveau er 2.700 og dernæst 2.750, mens støtte findes ved 2.500 og derefter 2.450.

Overordnet har indekset bevæget sig vandret i niveauet 2.400-2.600 siden maj, men nu er indekset handlet op i niveauet 2.650. Der blev etableret et købssignal for tre uger siden i Bollingerkanalen.

Den svenske detailhandel steg i december med 2,9 pct. Den lave rente og de sænkede skatter øger svenskernes muligheder for at øge forbruget i 2025.
Strategi: Afvent udviklingen i svenske aktier.

Yara tester modstandsniveauet 350, hvilket også var tilfældet i oktober. Det seneste støtteniveau i december/januar var 300, og sidste gang dette niveau fungerede som støtte var i september.

På dagsniveauet har de glidende gennemsnit på 8 og 24 dage etableret et Golden Cross for 12 dage siden. Bollingerkanalen har været i køb siden begyndelsen af januar.

På ugebasis er der købssignal i Bollingerkanalen, mens kursgrafens glidende gennemsnit er blevet brudt nedefra, men der mangler stadig et Golden Cross. Der er en positiv tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er over 50, og Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra. MACD er stigende og over middelværdien 0 på ugebasis.

Bliver modstandsniveauet 350 brudt, er næste niveau 400-410 og herefter 450. Støtte findes ved 310 og dernæst 290. Aktien ser interessant ud på dette niveau.

DAX fastholder købssignalerne på både dags- og ugeniveau. Den positive tendens trækker fortsat de tre indikationsmodeller op. RSI ligger omkring 78, og MACD er langt over middelværdien 0 på ugebasis.

Nærmeste modstandsniveau er 22.000 og herefter 23.000. Næste støtteniveau findes ved 19.000 og derefter 18.000.

De europæiske indeks er kommet godt fra start: Nasdaq Spain +7,8 pct., Nasdaq Italy +8,4 pct. Investering kan overvejes i Danske Inv. Europa Indeks BNP (DK0015737563) eller Sydinvest Indeks Tyskland (DK0060033116).
Strategi: Køb tyske aktier.

 

Teknisk kommentar til to aktier
Denne uges aktier er Lundbeck og Carlsberg. Lundbeck har en del salg i USA, mens Carlsberg har en betydelig del af sit salg i Kina, men er slet ikke eksponeret mod USA.

Lundbeck kunne torsdag meddele om positive resultater i forbindelse med et studie af lægemiddelkandidaten Bexicaserin til behandling af epilepsi.

På ugebasis er der etableret et købssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen. Bollingerkanalen gik i køb for 5 dage siden. De glidende gennemsnit har etableret et Golden Cross for 3 dage siden.

På ugebasis er der fortsat salgssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen. Bollingerkanalens øvre kanal ligger i niveauet 42, så en lukning over dette niveau vil udløse et købssignal. Det korte glidende gennemsnit på 8 uger er blevet brudt nedefra, mens det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 44 som en modstandslinje.

Den positive udvikling i aktiekursen trækker op i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 45. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra. Den samme tendens ses i MACD, som dog stadig ligger lige under middelværdien 0 på ugebasis.

Nærmeste modstandsniveau er ved 49 og derefter i niveauet 55, mens der er støtte i niveauet 40 og derefter i niveauet 36. Vi fastholder vores købsanbefaling. Aktien er med i den danske portefølje.

Carlsberg har etableret et nyt købssignal på dagsniveau i både Bollingerkanalen og kursgrafen. Bollingerkanalen gik i køb for 10 dage siden. De glidende gennemsnit på 8 og 24 dage har etableret et Golden Cross for 5 dage siden.

På ugebasis er det korte glidende gennemsnit på 8 uger blevet brudt nedefra, og næste modstandsniveau er ved 750, som testes i øjeblikket. Bollingerkanalen etablerede et købssignal i sidste uge.

Der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har passeret 40. Momentum stiger og er brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra. MACD er ligeledes i en stigende tendens, men ligger fortsat under middelværdien 0 på ugebasis.

Bryder kursen igennem 750, er næste modstandsniveau ved 850 og derefter i niveauet 995, mens der er støtte i niveauet 680 og derefter i niveauet 650. Vi fastholder vores købsanbefaling på aktien. Aktien er med i den danske portefølje.

Guldet fortsætter op
Guldet er kommet over niveauet 2750. Der er købssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen på dags- og ugeniveau. Der er divergens mellem Momentum og RSI på ugebasis. RSI er under 55. Momentum er stigende og har brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra. Det nærmeste modstandsniveau er ved 2800.

EUR/USD: Holder sig omkring niveauet 1,04, hvilket har været tilfældet siden november. På ugebasis er der fortsat salgssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen. De tre indikationsmodeller viser en stigende tendens.

SEK/DKK: Handles vandret omkring niveauet 65. Der er købssignal i Bollingerkanalen, mens de glidende gennemsnit er i salg. De tre indikationsmodeller viser en stigende tendens på ugebasis. RSI er over 50. Momentum er stigende og har brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra.
Det nærmeste modstandsniveau er ved 66, mens der er støtte i niveauet 64.

Metalmarkedet: Industrimetallerne handles vandret i den forgangne uge. Det afspejles også i mineselskaberne, som har stået stille i denne periode.

Brent-olie: Har tabt pusten i den forgangne uge og handles omkring niveauet 75. De tre indikationsmodeller viser en stigende tendens på ugebasis. RSI har en stigende tendens, men er faldet tilbage i forhold til sidste uge og har ramt 50. Det nærmeste støtteniveau ligger ved 72-73.

Skrevet af Lars Persson

Uddannet på Handelshøjskolen i København og har arbejdet med teknisk analyse siden 1997.