Medvind til FLS

FLSmidth præsenterede deres regnskab onsdag, hvilket viste en stabil udvikling både øverst og nederst. I 2023 omsatte selskabet for 24,1 mia. kr. mod en omsætning på 21,8 mia. kr. Overskuddet for 2023 blev på 491 mio. kr. mod 352 mio. kr. i 2022. Det helt store spørgsmål er, om cementforretningen bliver solgt, og i så fald hvornår og til hvilken pris?

Teknisk set har aktien etableret en dobbelt bund på niveauet 260. Den første blev etableret i slutningen af oktober 2023, og den anden blev etableret i midten af januar. Der er købssignal både i kursgraferne og Bollingerkanalen på dagsniveauet. Bollingerkanalen etablerede et købssignal i slutningen af januar, mens kursgrafen etablerede et Golden Cross i begyndelsen af februar.

På ugebasis etablerede Bollingerkanalen et købssignal for 3 uger siden. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger er blevet brudt nedefra, men der er endnu ikke etableret et Golden Cross.

Den stigende tendens har trukket de tre indikationsmodeller på ugebasis opad. RSI er stigende og har ramt 68. Momentum er stigende, og det samme er MACD, som er over middelværdien 0 på ugebasis.


Det nærmeste modstandsniveau er ved 340 og derefter i niveauet 370. Det nærmeste støtteniveau er ved 280 og derefter i niveauet 260.

Aktien er interessant på det nuværende niveau. Fastholder aktien i Trends porteføljen.

Skrevet af Lars Persson

Uddannet på Handelshøjskolen i København og har arbejdet med teknisk analyse siden 1997.