Efter pæne stigninger i de sidste måneder af 2023 er 2024 indledt med gevinsthjemtagning og erkendelse af, at det måske var gået lidt hurtigt.
Tirsdag var der fokus på shippingaktierne hvor A. P. Mølller-Mærsk steg med 6,4 pct., Torm med 4,1 pct. og D/S Norden med 4,1 pct. I modsat ende er Zealand Pharma og Össur der faldt med 4,7 pct. og 3,1 pct.
Torm har været i en stigende tendens siden bunden i december, hvor niveauet 180 blev testet. Nærmeste modstandsniveau er ved 220-230 som blev testet i midten af november, og bliver den ikke brudt, er aktien i en faldende tendens. Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er faldet tilbage til 50, mens Momentum har etableret en bund og stiger. Foretrækker D/S Norden i branchen som vi har i porteføljen. Jeg ejer aktier i både D/S Norden og Torm.
Zealand Pharma mister Momentum de sidste par dage efter en fantastisk stigning i 2023, hvor aktien gik fra 220 til 360. Nærmeste støtteniveau er ved 320 og herefter i niveauet 280, mens nærmeste modstandsniveau er ved 420. Aktien ligger i en stigende trendkanal.
Onsdag var der igen fokus på Mærsk-aktierne grundet situationen i Det Røde Hav. Teknisk har aktien etableret et købssignal i Bollingerkanalen for 3 uger siden. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger er blevet brudt ned og holder tendensen, bliver der etableret et Golden Cross i løbet 2-3 uger. RSI er i 62 og der er en stigende tendens i Momentum. Afvent udviklingen.
Aktiekursen er kørt op på North Media der har fået muldvarpeskindet op af baglommen. Før årsskiftet købte selskabet SDR Svensk Direktreklam AB og EGRO Konsult AB kontant for 350 mio. SEK på gældsfri basis af Ge-Te Media. Tirsdag meddelte North Media, at deres datterselskab FK Distribution, der ejer tilbudsplatformen minetilbud, har købt og overtaget softwarevirksomheden Avious aktiviteter indenfor publicering af online-kataloger og -tilbud.
Teknisk har aktiekursen bevæget sig vandret i niveauet 54-68 i hele 2023. Aktien toppede i 140 i 2021, og man skal tilbage til 2000 for at finde en højere kurs på North Media (220).
Teknisk har Bollingerkanalen etableret et købssignal i midten af november. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger har etableret et Golden Cross i denne uge.
Der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er stigende tendens og er tæt på 80. Nærmeste modstandsniveau er ved 70-72 og bliver den modstand brudt, er næste modstand ved 80 og der er et åbent gap i niveauet 87,4-89,2. Aktien ser interessant ud på niveauet. Bemærk jeg ejer aktier i selskabet.
Torsdag er der fokus på forsikringsselskaberne som bliver ramt, da vejret det seneste døgn har været dårligt i Danmark. Teknisk har Topdanmark etableret en dobbelt bund i niveauet 300. Den første bund var i juli og den anden bund var i oktober. I begyndelsen af december etablerede de glidende gennemsnit på 8 og 24 uger et Golden Cross. De sidste par dage er kursen faldet tilbage og nu testes det lange glidende gennemsnit som en støttelinie. Der er fortsat en positiv tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er over 60. Aktien ser interessant ud på niveauet. Jeg ejer aktier i selskabet.
Alm. Brand etablerede et købssignal i december med et Golden Cross på ugebasis. Bollingerkanalen etablerede et købssignal i slutningen af november. RSI er over 80 på ugebasis. Nærmeste modstandsniveau er ved 13 som blev testet i foråret 2023, mens der er støtte i niveauet 11,5. Aktien ser interessant ud på niveauet.
Det første regnskab dukker op den 10/1 og er Bang og Olufsen.
C25-indekset holder fast i købssignalerne på dagsniveauet. På ugebasis er der ligeledes købssignal i alle modeller. Bollingerkanalen gik i køb i midten af november. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger etablerede et Golden Cross for en uge siden.
RSI har ramt 100, hvilket indikerer, at der er brug for en korrektion. Modstandsniveauet 1850 er indenfor rækkevidde, og næste modstandsniveau er ved 1850, mens der er støtte i niveauet 1700 og herefter i niveauet 1600.