Skal Nibe i 135 igen?

Svenske Nibe blev i november 2021 handlet op i niveauet 135. I marts var kursen nede i 32, og fredag lukkede aktien i niveauet 41–42 efter regnskabet.

Nibe Industrier opererer inden for fremstillingsindustrien og fokuserer på udvikling, fremstilling og distribution af varmepumper og energiløsninger. Virksomhedens produkter er rettet mod privatpersoner og virksomheder, der søger energieffektive løsninger. Virksomheden er global med en hovedtilstedeværelse i Europa.

Der er etableret en bund i niveauet 32 i november, og den anden bund blev etableret i samme niveau i marts. Dermed er formationen inden for det 2- til 6-måneders interval, som er relevant i forbindelse med en dobbeltbund.

Teknisk er der på dagsniveau etableret et Golden Cross i midten af juli. Bollingerkanalen har etableret et nyt købssignal i den uge, hvor aktien steg fredag. Fredagens stigning etablerede ligeledes et gap i niveauet 39,28–40,96.

På ugebasis etablerer de glidende gennemsnit på 8 og 24 uger et Golden Cross i løbet af 1–3 uger. Bollingerkanalen har etableret et købssignal for tre uger siden.

Den positive tendens trækker op i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 50. Momentum er stigende og brød for to uger siden igennem det glidende gennemsnit nedefra. MACD er stigende og ligger over middelværdien 0 på ugebasis.

Det nærmeste modstandsniveau er ved 47, og det er blevet testet i maj og august 2025 samt i maj 2026 uden at blive brudt. Næste modstandsniveau er ved 55–56. Der er dog støtte i niveauet 36 og herefter i niveauet 32.

Aktien ser interessant ud på det nuværende niveau, og aktien er med i Trends nordiske modelportefølje.

I 2025 omsatte Nibe for 40,8 mia. SEK mod 40,5 mia. SEK året før. Overskuddet blev 2,280 mia. SEK mod 1,162 mia. SEK året før. Bruttomarginen steg fra 14,97 til 15,35 procent, mens overskudsgraden nåede 10,1 procent mod 6,59 procent året før.

Skrevet af Lars Persson

Uddannet på Handelshøjskolen i København og har arbejdet med teknisk analyse siden 1997.