Overreaktion?

Rød dag på de internationale indeks, da markedsdeltagerne frygter de kommende toldsatser fra USA. Det gik hårdt ud over Rockwool og GN Store Nord, som begge tabte over 6 pct.

Rockwool B er faldet tilbage til niveauet 2800, hvilket var et modstandsniveau i februar. Faldet i aktiekursen betyder, at det lange glidende gennemsnit på 24 uger bliver testet som et modstandsniveau. Nærmeste støtteniveau er herefter i niveauet 2500. RSI er faldet tilbage til 61 fra 80 i marts. Aktien er med på kandidatbænken.

GN Store Nord blev tirsdag handlet under 110, og der er salgssignal i alle modeller på ugebasis. RSI er under 35. Det er tredje gang, at niveauet under 110 testes. Første gang niveauet blev testet var i oktober 2022, anden gang var i november 2023, og nu igen i marts. Nærmeste modstandsniveau er ved 140 og herefter i niveauet 158-160. Aktien er på kandidatbænken.

Tirsdag var en lys grøn dag med plus til de fleste aktier som Chemometec, Bavarian Nordic og DSV. Bavarian Nordic har fået godkendt den frysetørrede version af vaccinen JYNNEOS til forebyggelse af kopper og mpox hos voksne i alderen 18 år og ældre. Teknisk er aktien i en faldende tendens, og det har stået på siden toppen i august, hvor aktien blev handlet i 300. Fredag handles aktien i 143,15. RSI er under 20, og Momentum er i en faldende tendens.

Til gengæld var der øretæver til de danske forsikringsselskaber, da Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udarbejdet en analyse af forsikringssektoren på vegne af Konkurrencerådet. De mener, at indtjeningen umiddelbart ligger i den høje ende af, hvad man kunne forvente. De normalt kedelige aktier som Tryg og Alm. Brand er kommet i dårligt lys. Faldet har udløst salgssignal i både Alm. Brand og Tryg. Spørgsmålet er, om det er en overreaktion.

Onsdag var markedet nervøst op til Trumps præsentation af toldsatserne. APMH Invest har i dag fremsat et tilbud på Svitzer Group, som moderselskabet A. P. Møller-Mærsk satte på børsen. Ja, kursen er ikke steget. Men hvor er den tålmodige investor? Vi så den som en stabil fundamentaktie til en aktieportefølje. Vi analyserede aktien den 14/3 i Trends, hvor der netop var etableret et købssignal på ugebasis, og mente, at aktien så interessant ud på niveauet.

Torsdag reagerede markedet på de toldsatser, Trump indfører på udenlandske varer, der importeres til USA. Det ramte transportsselskaberne A. P. Møller-Mærsk og DSV, der faldt med henholdsvis 9,5 pct. og 5,25 pct. Pandora blev den helt store taber med et fald på 10,6 pct., da deres produktion i Thailand bliver ramt af store toldsatser.

I den anden ende var Netcompany, som steg 2,5 pct., da de ikke bliver ramt af Trumps toldtariffer. På dagsniveauet er der fortsat salgssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen. Det samme er tilfældet på ugebasis, hvor der er salgssignal i begge modeller. Der er en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er under 20. Aktien er på kandidatbænken.

I den kommende uge er der tirsdag regnskab fra Ennogie Solar Holding. Onsdag er der regnskab fra B&O. Fredag sluttes af med regnskab fra Tryg.

Bang & Olufsen har etableret salgssignal på dagsniveauet i både kursgrafen og Bollingerkanalen. På ugebasis er der fortsat købssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen. De tre modeller MACD, Momentum og RSI er alle faldende. RSI har ramt 75. Afvent regnskabet i næste uge.

C25-indekset er i salg både på dags- og ugeniveauet. Faldet i det danske indeks har efterladt indekset med tre gaps inden for syv dage, hvilket indikerer, at der kommer en mindre rebound i den kommende tid – spørgsmålet er, om det bliver til en rigtig trendvending. Niveauet 1600 blev testet i oktober 2023 og er tæt på at blive testet igen som støtteniveau.

Der er en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er under 30. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra.

Nærmeste støtteniveau er ved 1550 og herefter 1500, mens der er modstand i niveauet 1700 og herefter i niveauet 1750. Afvent udviklingen.

 

Den danske portefølje har år til dato givet et afkast på 1,0 pct. mod C25-indekset, som har givet et afkast på -12,8 pct. 

 

Den nordiske portefølje har år til dato givet et afkast på 0,5 pct. mod OMX Nordic 40-indekset, som har givet et afkast på -12,7 pct. 

 

Blodrødt i USA – hvor er bunden?

Antallet af nytilmeldte ledige ramte 219.000 mod de forventede 224.000.

I denne uge kommer der amerikanske regnskaber fra JPMorgan Chase, Wells Fargo, Morgan Stanley, BlackRock, Fastenal, Delta Air Lines, RPM International, CarMax, Walgreens Boots Alliance og Levi Strauss.

S&P 500 er gået i salg i alle modeller på både dags- og ugeniveau. Indekset nærmer sig støtteniveauet 5.400 med hastige skridt. Der er en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis.

Nærmeste modstandsniveau er fortsat 5.700 efterfulgt af 5.800, mens støtte findes ved 5.300 og derefter 5.200.

Nasdaq Composite har ligeledes etableret salgssignal i alle modellerne på både dags- og ugeniveau. Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis, idet RSI stiger og har ramt 30, mens Momentum fortsat er faldende – dog i aftagende tempo.

Nærmeste modstandsniveau er 19.000, efterfulgt af 19.500, mens støtte findes ved 17.000 og 16.500.

Strategi: Ændres til “reducér” på amerikanske aktier. En kedelig investering i disse tider kunne være iShares Global Infrastructure UCITS ETF USD (ISIN IE00B1FZS467), der blandt andet dækker jernbanenettet i USA.

 

Holder niveauet i Japan?
Der er igen salgssignal på både dags- og ugeniveau, og det gælder både kursgrafen og Bollingerkanalen. Der er en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er under 30 og dermed oversolgt. Momentum er ligeledes i en faldende tendens, hvilket har været tilfældet siden december.

Nærmeste modstandsniveau er fortsat ved 38.000 og derefter omkring 40.000. Støtteniveauet ved 36.000 er blevet brudt, og nærmeste støtteniveau er nu ved 34.000.
Strategi: Ændr til reducér på japanske aktier via ETF’er eller investeringsforeninger.

Nasdaq India har torsdag etableret et salgssignal i Bollingerkanalen på dagsniveau. Det lange glidende gennemsnit på dagsniveau ligger lige omkring 2.600.

På ugebasis er Bollingerkanalen fortsat i køb. Det korte glidende gennemsnit blev brudt nedefra for tre uger siden. Det lange glidende gennemsnit på 24 uger ligger i niveauet 2.725.

De tre indikationsmodeller er fortsat i en stigende tendens. RSI har ramt 43, og MACD er ligeledes i en stigende tendens.

Nærmeste modstandsniveau er ved 2.800 og derefter 2.900. Nærmeste støtteniveau er ved 2.500 og dernæst 2.400.

Strategi: Ændr til hold på det indiske marked. C WorldWide Indien med ISIN-kode DK00615348963 er en mulighed.

Nasdaq China er gået i salg på dagsniveau i både Bollingerkanalen og kursgrafen. På ugebasis er der fortsat købssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen.

De tre indikationsmodeller er alle i en stigende tendens. RSI er faldet fra 78 til 63 over de seneste fem uger. Momentum har etableret en topformation, og det samme har MACD.

Modstandsniveauet ved 1.200 er blevet testet, og indekset er på vej op mod 1.300, mens nærmeste støtteniveau er ved 1.000 og dernæst 950.
Strategi: Ændr til reducér på kinesiske aktier via ETF’er eller investeringsforeninger.

OMX Stockholm fastholder salgssignalerne på dagsniveau. På ugebasis gik Bollingerkanalen i salg for tre uger siden. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger er blevet brudt oppefra, og hvis denne tendens fortsætter, vil der blive etableret et Death Cross inden for 2-4 uger.

De tre indikationsmodeller er i en faldende tendens. RSI er under 50. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra. MACD er ligeledes i en faldende tendens og tæt på at bryde igennem det glidende gennemsnit oppefra.

Nærmeste modstandsniveau er ved 2.500 og derefter 2.600. Nærmest støtteniveaue findes ved 2.300 og derefter 2.200.
Strategi: Ændr til reducér eksponeringen i svenske aktier.

DAX har på dagsniveau etableret et salgssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen. På ugebasis er der fortsat købssignal i kursgrafen, mens Bollingerkanalen har etableret et salgssignal.

Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 80. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra, hvilket indikerer, at hastigheden er aftagende.

Nærmeste modstandsniveau er ved 24.000 og herefter 25.000, mens næste støtteniveau findes ved 21.000 og derefter 19.000.
Strategi: Hold på tyske aktier. Vores europæiske signalliste har 21 aktier i salg mod 19 i sidste uge, mens 24 aktier er i køb.

 

Ugens nordiske aktie
Vimian Group producerer medicin til dyr. Aktien blev introduceret på børsen i 2021. Den startede i kursniveauet 75-80 og toppede i august på niveauet 116. Torsdag blev aktien handlet i niveauet 42-45.

På dagsniveau har kursgrafen etableret et Golden Cross i slutningen af marts. Bollingerkanalen gav et købssignal i midten af marts.

På ugebasis har Bollingerkanalen ligeledes etableret et købssignal i denne uge. De glidende gennemsnit er blevet brudt nedefra og er ved at etablere et Golden Cross.

Der er en positiv tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. MACD har passeret middelværdien 0 nedefra og er stigende. RSI er ligeledes i en stigende tendens og har nu ramt 55. Momentum er stigende og brød igennem det glidende gennemsnit nedefra i midten af februar.

Dobbelt bund i niveauet 35,5 (den runde ring).

Nærmeste modstandsniveau er ved 47, som blev testet i oktober og februar. Hvis modstandsniveauet brydes, er næste modstandsniveau ved 60, mens der er støtte i niveauet 36 og derefter i niveauet 32. Aktien ser interessant ud på det nuværende niveau.

 

Teknisk kommentar til to aktier
Ugens aktier er Novonesis og Better Collective. Novonesis er handlet vandret i niveauet 395-440 siden november. På dagsniveauet har Bollingerkanalen igen etableret et købssignal, hvilket er sket flere gange i den vandrette formation. De glidende gennemsnit på 8 og 24 dage er blevet brudt nedefra, men har endnu ikke etableret et Golden Cross.

På ugebasis er der salgssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen. Bollingerkanalen skifter til køb ved brud af niveauet 420. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger ligger side om side og er tæt på at etablere et Golden Cross.

De tre indikationsmodeller er i en faldende tendens. RSI er gået fra 53 i begyndelsen af marts til 49 i denne uge. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra.

Nærmeste modstandsniveau er ved 440 og derefter i niveauet 500, mens der er støtte i niveauet 390 og efterfølgende i niveauet 370. Aktien er på kandidatbænken.

Better Collective er gået i salg i den forgangne uge på dagsniveauet. De glidende gennemsnit på 8 og 24 dage har torsdag etableret et Death Cross på dagsniveauet. Bollingerkanalen gik i salg for 7 dage siden.

På ugebasis har Bollingerkanalen etableret et salgssignal for en uge siden. De glidende gennemsnit er tæt på at etablere et Death Cross.

Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI var i sidste uge på 58, men er i denne uge faldet til 49. Hastigheden i Momentum er aftagende og nærmer sig et brud af det glidende gennemsnit oppefra. MACD er over middelværdien, men taber hastighed.

Nærmeste modstandsniveau er ved 85 og derefter i niveauet 95, mens der er støtte i niveauet 70 og efterfølgende i niveauet 65. Aktien er på kandidatbænken.

Topformation i guldet?
Guldet er handlet over 3100, og samtidig har RSI ramt 90. Momentum har fortsat været stigende i 11 uger. Nærmeste modstandsniveau er ved 3200, mens der er støtte i niveauet 2950 og efterfølgende i niveauet 2900.

SEK/DKK: Fortsætter med at blive styrket og har ramt niveauet 70, som man skal tilbage til september 2022 for at finde. RSI har ramt 82.

EUR/USD: Fortsætter ligeledes den stigende tendens og har ramt 1,12, hvilket også blev testet som modstandsniveau i august og ved månedsskiftet august/september. Næste modstandsniveau er ved 1,13.

Landbrugsmarkedet: Flere landbrugsvarer faldt i pris torsdag. Blandt andet gik det hårdt ud over appelsinjuice, sukker, bomuld og gummi. Den eneste vare, der steg i ugens løb var kakao.

Metalmarkedet: Industrimetallerne faldt alle i pris, hvilket har fået selskaber inden for industrien til at falde – og det samme gælder leverandører til sektoren.

Brent-olie: Er blevet sendt kraftigt ned og har nu ramt niveauet 70,8. Faldet har ændret signalet i Bollingerkanalen på dagsniveauet. De glidende gennemsnit på 8 og 24 dage er blevet brudt oppefra, og hvis tendensen fortsætter, vil der blive etableret et Death Cross.

På ugebasis er der salgssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen. Der er en faldende tendens i både RSI og Momentum på ugebasis.

Skrevet af Lars Persson

Uddannet på Handelshøjskolen i København og har arbejdet med teknisk analyse siden 1997.