Mandag startede positivt efter en glad fredag på de amerikanske markeder. Der er fokus på bankerne fortsat, da renten fortsætter op. Trends tog i sidste uge Jyske Bank med i porteføljen, da signalet ser stærkest ud. Man kan også tage i den anden grøft og finde aktier som ikke har etableret nye købssignaler på ugebasis endnu som Grønlandsbanken, Kreditbanken samt Lollands Bank.
Tirsdag var der igen fokus på SAS som i weekenden fik tilsagn om støtte fra en amerikansk kapitalfond.
Rockwool fortsætter den faldende tendens, da markedsdeltagerne frygter for de øgede produktionsomkostninger. Teknisk er aktien i en faldende tendens og det har stået på siden august, hvor aktien blev handlet i niveauet 3300-3400 og fredag ramte kursen 1284. RSI er i en faldende tendens og har ramt 32-33. Momentum stiger svagt på ugebasis, mens MACD er i en faldende tendens. Det indikerer, at man skal afvente situationen i Rockwool.
Flügger Group var med kvartalstal, der viste tilbagegang i både omsætningen og bundresultat. Omsætningen blev på 730 mio. kr. mod 736 mio. kr. Overskuddet blev 63 mio. kr. mod 90 mio. kr. Det er ikke lykkedes Flügger at sende regningen videre til kunderne på de stigende omkostninger til råvarer og fragt.
I 2021 blev aktien handlet i 800 og denne uge ramte kursen 450. Bollingerkanalen er i salg på ugebasis og de glidende gennemsnit har etableret et Death Cross. Man skal afvente udviklingen i Flügger.
Onsdag skulle markederne sunde sig oven på de kraftige fald i USA. Blandt de mest stigende danske aktier var D/S Norden og Torm at finde. Torm-aktien er steget 220 pct. i år, og der er købssignal i alle modeller. RSI har været over 60 siden marts og der er fortsat en stigende tendens. Nærmeste modstandsniveau er ved 175 og herefter i niveauet 195.
Der var dårligt nyt til aktionærerne af de danske høreapparatselskaber, da både GN Store Nord og Demant taber markedsandele viser data fra salgstal fra Veterans Affairs. GN Store Nord-aktien har været i en faldende tendens siden slutningen af juli, hvor aktien blev handlet i niveauet 550-560, mens aktien nu handles i niveauet 216,5 – 218,4.
Torsdag var der fortsat fokus på bankerne som havde pæne stigninger i niveauet 2-3 pct. Blandt sidepapirerne var der fokus på Roblon og Skako.
Roblon præsenterede deres kvartalsregnskab for 3. kvartal, som viste en vækst på over 40 pct., der gik fra 223,4 mio. kr. til 313,1 mio. kr. Selskabet forventer en omsætning på 360-390 mio. kr. for året, ens selskabet i år forventer et resulat efter skat på mellem -10 og 0 mio. kr. Det skyldes at Roblon stadig er ramt af øgede omkostninger til fragt og råvarer samt følger fra corona. Teknisk er der etableret et salgssignal i aktien, da kursen er faldet tilbage fra 190 til 150.
Skako kunne meddele, at man har modtaget en ordre fra en stor amerikansk kunde som købte et blandeanlæg for 20 mio. kr. Teknisk har aktiekursen bevæget sig vandret i niveauet 50-60. Aktien er i køb, idet Bollingerkanalen er i grønt og de glidende gennemsnit har etableret et Golden Cross for 4 uger siden. Men der er ikke meget hastighed i Momentum, som er faldet tilbage. Afvent udviklingen.
Der kommer en række mindre danske selskaber i den kommende uge: Dantax og Orphazyme tirsdag, onsdag kommer AGF og torsdag er det Mdundo.com, Odico samt Seluxit.
C25-indekset holder sig over 1.600, og det betyder, at Bollingerkanalen fortsat er i salg på ugebasis og de glidende gennemsnit på 8 og 24 uger ligger over kursudviklingen. Der er en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 42, mens MACD fortsat er over 0 som er en middelværdi i modellen.
Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra, hvilket viser, at hastigheden er aftagende. Indekset bevæger sig fortsat vandret i niveauet 1600-1700, og det betyder, at støtte- og modstandsniveauet fra sidste uge fortsat er intakt. Nærmeste modstandsniveau er ved 1700 og herefter i niveauet, mens der er støtte i niveauet 1550 og 1500.
