Uddrag fra Trends den 27/06.
Mandag var der fokus på Pandora og Novo Nordisk, der begge faldt med mere end 5 pct. Novo Nordisks fald betyder, at der er etableret et salgssignal i Bollingerkanalen på dagsniveauet. De glidende gennemsnit på 8 og 24 dage er blevet brudt oppefra, og de er tæt på at etablere et Death Cross.
På ugebasis er der fortsat købssignal i Bollingerkanalen, og der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 40, og modellen viser en stigende tendens. Momentum brød igennem det glidende gennemsnit nedefra i slutningen af maj. Aktien holder fast i den stigende tendens. Jeg ejer selv aktier i selskabet.
Tirsdag var der en positiv udvikling på markedet, da der blev indgået en våbenhvile mellem Israel og Iran. Det betød, at der var fokus på aktier som Rockwool, GN Store Nord og NKT.
Rockwool handles vandret i niveauet 270-320, og det har stået på siden midten af april. På ugebasis er der etableret salgssignal i Bollingerkanalen, mens der fortsat er købssignal i kursgrafen. Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis, idet Momentum stiger og er brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra. MACD er faldende, men er fortsat over middelværdien 0 på ugebasis.
Nærmeste modstandsniveau er ved 320 og herefter i niveauet 395, mens der er støtte i niveauet 260 og herefter i niveauet 240. Vi fastholder aktien i vores portefølje.
Statistikken for salg af høreapparater hos den offentlige amerikanske salgskanal, Veterans Affairs (VA), som tilpasser høreapparater til militærveteraner, viser en stigning for GN Store Nord på 1,3 pct. i april til 10,3 pct.
Teknisk har aktien været i en faldende tendens siden juni sidste år, hvor aktien toppede i 220, og i dag handles den i niveauet 100. På ugebasis er der salgssignal i kursgrafen, mens Bollingerkanalen er i køb og har været det i tre uger.
Der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 37. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra og stiger. MACD er stigende, men er fortsat under middelværdien 0 på ugebasis. Aktien ser interessant ud på dette niveau, og den spekulative investor bør samle op.
Onsdag justerede UBS kursmålet for Genmab fra 2.600 til 2.500. På ugebasis er der salgssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen. Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er stigende og har ramt 45. Den samme positive tendens ses i Momentum. MACD har toppet og falder tilbage, men er fortsat over middelværdien 0 på ugebasis. Nærmeste støtteniveau er ved 1.200. Aktien er på kandidatbænken.
Der var fokus på Ambu, da de amerikanske myndigheder har advaret den amerikanske sundhedssektor mod en række produkter fra Olympus. Ambu har været i en faldende tendens siden februar, hvor aktien blev handlet i niveauet 140, og i dag handles den i niveauet 100.
På dagsniveauet er der divergens mellem kursgrafen og Bollingerkanalen. Bollingerkanalen etablerede købssignal onsdag. De glidende gennemsnit er blevet brudt nedefra, og hvis tendensen holder, bliver der etableret et Golden Cross.
På ugebasis er der salgssignal i Bollingerkanalen, og kursen skal igennem 110, før den skifter til køb. Det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 118 som en modstandslinje.
De tre indikationsmodeller er i en stigende tendens. RSI er gået fra 30 til 35. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra. MACD er stigende, men har endnu ikke brudt igennem det glidende gennemsnit. Aktien er på kandidatbænken.
Torsdag havde ChemoMetec den største stigning på 3,8 pct. blandt large cap-aktierne. Kursgrafen har endnu ikke etableret købssignal, men det korte glidende gennemsnit er tæt på at bryde igennem nedefra. Aktien er på kandidatbænken.
I den kommende uge kommer der regnskab fra Bang & Olufsen om torsdagen. Den 11. juli er der regnskab fra Gyldendal og Tryg. Den 16. juli kommer der regnskab fra Alm. Brand. Den 17. juli er det Nordea, og den 18. er det Danske Bank.
C25-indekset har på dagsniveauet etableret salgssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen. På ugebasis er der etableret købssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen.
Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er gået fra 51 til 47. Momentum er i en stigende tendens, hvilket har stået på siden slutningen af maj. MACD har etableret en topformation, men er endnu ikke begyndt at falde på ugebasis.
Nærmeste modstandsniveau er ved 1.900 og herefter ved 2.000. Nærmeste støtteniveauer ligger ved 1.650 og derefter ved 1.600.
Strategi: Hold på danske aktier.
Den danske portefølje har år til dato givet et afkast på 14,3 pct. mod C25-indekset, som har givet et afkast på -2,6 pct.
Den nordiske portefølje har år til dato givet et afkast på 10,4 pct. mod OMX Nordic 40-indekset, som har givet et afkast på -6,3 pct. Wärtsilä er købt til porteføljen.