Ferie = Solcreme = Matas

I forbindelse med fremlæggelsen af den nye strategi ”Growing Matas Group” blev markedet skuffet og sendte aktien ned fra 115,3 til 97,87. I begyndelsen af marts fandt aktien en bund i niveauet 89,95. og tirsdag blev aktien handlet i niveauet 96,45 – 98,25.

På dagsniveauet blev der etableret et ”Golden Cross” i midten af marts og Bollingerkanalen er i køb. På ugebasis er der etableret købssignal i Bollingerkanalen i denne uge, men det kræver, at kursen ikke slutter under 99, for så går modellen i salg igen. Det korte glidende gennemsnit er blevet brudt, mens det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 109 som en modstandslinie.

Den positive tendens trækker op i Momentum, RSI og MACD på ugebasis. RSI har ramt 48, mens MACD fortsat er under 0. Momentum på månedsbasis er derimod i en faldende tendens.

Nærmeste modstandsniveau er ved 115 og herefter i niveauet 130, mens der er støtte i niveauet 87-90 og herefter i niveauet 75. Aktien er på kandidatbænken (jeg ejer aktier i selskabet).

Skrevet af Lars Persson

Uddannet på Handelshøjskolen i København og har arbejdet med teknisk analyse siden 1997.