Siden børsnoteringen i 2017 har aktien ikke bevæget sig så voldsomt. Den første måned blev aktien handlet i niveauet 230-250, hvilket er nøjagtigt samme niveau som aktien handles i på nuværende tidspunkt. Til gengæld har udbyttet været stigende fra 5,75 i 2019 til 7,25 i år.

Men nu har Essity-aktien etableret en stigende tendens, da aktiekursen etablerede en bundformation i niveauet 230 i slutningen af september. Siden har aktien været i en svagt stigende tendens og i midten af oktober har de glidende gennemsnit etableret et Golden Cross. Bollingerkanalen har ligeledes etableret et købssignal på dagsniveauet.

På ugebasis er der ligeledes etableret et købssignal i Bollingerkanalen i denne uge. Det korte glidende gennemsnit på 8 uger er blevet brudt nedefra, mens det lange glidende gennemsnit på 24 uger ligger i niveauet 260 som en modstandslinie.

Der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 50. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra, hvilket giver et positivt billede af tendensen i aktien. Det samme billede ses i MACD som er brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra. MACD er dog fortsat under middelværdien 0 på ugebasis.
Nærmeste modstandsniveau er ved 265 og herefter i niveauet 285-290, mens der er støtte i niveauet 235 og herefter i niveauet 220. Aktien ser interessant ud på niveauet.