Det blev en kedelig start på året med en generel faldende tendens på de finansielle markeder. Hvad der udløste faldet i Kina er usikkert 1) Var det de svage nøgletal man så mandag morgen eller 2) der var fra centralt hold sat forbud for større investorer at sælge deres aktieposter frem til den 8/1 og det kan være positionering op til den dato, der har skubbet til markedet.
Matas har etableret en bundformation og har været stigende de sidste 2 måneder. Aktien blev handlet i niveauet 120-124 i slutningen af oktober og i dag handles aktien i niveauet 130-134. Den stigende tendens har trukket op i MACD og Momentum på ugebasis. Holder kursudviklingen, vil de glidende gennemsnit etablere et ”Golden Cross” på ugebasis i løbet af 1-3 uger. Bollingerkanalen har etableret et købssignal for 6 uger siden. Momentum på månedsniveauet har ligeledes etableret en bundformation og stiger.
Genmab konsoliderer sig i niveauet 900-950, og det har stået på siden begyndelsen af december. RSI er oppe i det overkøbte niveau og har været det siden begyndelsen af november. Konsolidering betyder endvidere, at Momentum er faldet tilbage og MACD har toppet på ugebasis. Der er ”gap” i niveauet 747,5-815, som over tid skal lukkes.
Den amerikanske investeringsbank JPMorgan hæver sine anbefalinger tirsdag morgen på Lundbeck, GN Store Nord og William Demant, hvilket betød, at aktierne fik en pæn stigning. Torsdag eftermiddag var GN Store Nord og William Demant igen i fokus, idet de to selskaber har indgået forlig vedrørende alle patenttvister mellem de to selskaber. De vil ikke fortælle, hvor meget det koster, men markedet reagerer positivt på nyheden.
Lundbeck nærmer sig modstandsniveauet 240-250, og man skal helt tilbage til 2001/02 for at finde aktien i det modstandsniveau. Man skal tilbage til 2001 for at finde aktien i det niveau. Der er en positiv tendens i Momentum, hvilket indikerer, at aktien har en positiv hastighed og kan gå højere i kommende tid.
Onsdag aften opjusterede Pandora og ALK-Abello. Pandora har haft en pæn vækst i omsætningen på 40 pct. i forhold til 2014. Udover et øget salg så har udviklingen i dollaren også hjulpet godt til og sølvprisen er faldet. Teknisk holder aktien fast i den stigende tendens på ugebasis, og der er igen en positiv tendens i Momentum og MACD på ugebasis. Den samme positive tendens ses i Momentum på månedsbasis.
ALK-Abello nyder godt af selskabets franske konkurrent Stallergenes har måtte indstille produktionen pga. problemer med blandingen af deres medicin. Aktien er brudt over det gamle modstandsniveau. Nærmeste modstandsniveau er ved 1000. Der er Momentum i aktien og Bollingerkanalen har etableret et købssignal for 9 uger siden, så der er fortsat potentiale i aktien på det nuværende niveau.
Torsdag eftermiddag opjusterede Small Cap selskabet Chemometec igen, hvilket var anden gang efter generalforsamlingen i oktober. Meddelelsen fik dog ikke aktien til at stige, men den satte sig og faldt lidt tilbage. Aktien er steget med 16,6 pct. i år.
Den kommende uge byder på regnskab fra Chr. Hansen, Intermail samt Roblon.
Chr. Hansen har tabt Momentum den seneste måneds tid, da aktiekursen har sat sig og er faldet tilbage fra 445 til 420 fra slutningen af november til slutningen af december. RSI er kommet under 60 og er faldet tilbage sammen med kursen. Bollingerkanalens nedre støttelinie er ved kurs 415.

C20 bevæger sig vandret i nivauet omkring 1000. Momentum har etableret en topformation på ugebasis, og det samme har RSI. RSI er i niveauet 60 på ugebasis. Bollingerkanalens nedre linie har støtte i niveauet 970. Det samme har det lange glidende gennemsnit på ugebasis. Den overordnede tendens er vandret, hvilket indikerer, at porteføljen ikke behøver at være fyldt. Nærmeste modstandsniveau er ved 1020-1040, mens nærmeste støtteniveau er ved 940.
DK Portefølje
Flere af aktierne i portefølje er blevet ramt af den negative start og er under stop-loss niveauet, hvilket betyder, de er sat på salgslisten: NKT Holding, Zealand Pharma og Topdanmark.

Nordisk Portefølje
Den samme tendens ser man på de øvrige nordiske markeder. Følgende selskaber er sat på salgslisten: Elekta, Opus Group og Trelleborg.
Hæver målkursen og stop-loss: Bactigaurd.

USA er ramt af Kina uro
Uroen på det kinesiske marked har sendt negative bølger over Stillehavet til USA, hvor også markederne har været faldende siden årsskiftet.
Dagens amerikanske ledighedstal viser, at der var lidt flere end hvad markedsdeltagerne havde estimeret. Markedet havde forventet 275. 000, mens det blev 277.000.
Den kommende uge byder på de første regnskaber fra Well Fargo, JPMorgan Chase, Intel, Citigroup, BlackRock og CSX.

Dow Jones Industrial fortsætter den faldende tendens, som blev påbegyndt i midten af december, hvor indekset var i 17.800 og torsdag ramte indekset 16.514. Faldet har trukket ned i Momentum og RSI på ugebasis. Endvidere er Bollingerkanalen gået i salg i midten af december, og indekset er brudt igennem støtteniveauet ved 17.200 og med torsdagens fald bliver støtteniveauet 16.500 testet. Næste støtte er ved niveauet 16.000-16.400.

S&P 500 har ligeledes været i en faldende tendens siden begyndelsen af november. I begyndelsen af december etablerede Bollingerkanalen et salgssignal. Det lange glidende gennemsnit er blevet brudt af den faldende tendens. Faldet i kursen har trukket ned i RSI og Momentum på ugebasis. Nærmeste støtteniveau er ved 1950 og herefter i niveauet 1920. Den lange tendens er under pres og et brud at niveauet 1900 vil for alvor indikere, at tendensen er brudt.

Nasdaq Composite er ligeledes faldet tilbage og der er etableret et ”gap” i grafen på ugebasis, hvilket er sjældent at se i et indeks. Det lange glidende gennemsnit er blevet brudt på ugebasis og Bollingerkanalen har etableret et salgssignal i midten af december. Det nærmeste støtteniveau er ved 4650, mens nærmeste modstandsniveau er ved 5150.
Strategi: Afvent udviklingen.
Nikkei taber 1500 point
Det japanske indeks har tabt 1500 point og har nu ramt 17.500, som tidligere har været et støtteniveau i september/oktober måned. Faldet har givet et salg i Bollingerkanalen. Den faldende tendens i indekset har givet faldende tendens i MACD, Momentum og RSI på ugebasis.

De glidende gennemsnit har etableret et ”Death Cross” på ugebasis. Momentum på månedsniveauet fortsætter den faldende tendens.
Strategi: Afvent udviklingen på det japanske marked.

OMX S30 er faldet tilbage og har ramt støtteniveauet omkring 1350. Sidst dette støtteniveau blev brugt var tilbage i juli 2014. Det svenske indeks har været i en faldende tendens siden april, hvor det svenske indeks var i niveauet 1700. Signalmodellerne Bollinger og Parabolic er begge i salg på ugebasis. Der er en faldende tendens i Momentum på både uge- og månedsniveauet, hvilket indikerer, at man skal afvente yderligere køb.
Strategi: Afvent udviklingen på det svenske marked.

Kappahl holder fast i den stigende tendens på ugebasis og de to signalmodeller Bollinger og Parabolic er begge i køb. De glidende gennemsnit etablerede et ”Golden Cross” i begyndelsen af december. Momentum trækker op på både uge- og månedsniveauet. Modstandsniveauet 30-31 bliver nu testet for 3. gang og bryder den igennem, er næste modstand ved 38. Anbefaler køb på niveauet.

Frankfurt, Dax 30 tester støtteniveauet 9.900-10.000 i øjeblikket, som også var et støtteniveau i oktober. Faldet i DAX har udløst et salgssignal i Bollingerkanalen og Parabolic på ugebasis. RSI har ramt det oversolgte niveau på ugebasis. Næste støtteniveau er ved 9.400-9.500.
Strategi: Anbefaler at man afventer udviklingen i det tyske marked.
Overreaktion i Per Aarsleff
Udlandet har solgt fra i aktien og de danske investorer har ikke været stærk nok til at samle op.
Per Aarsleff har skævt regnskabsår og kunne i deres meddelelse for 21. december fremvise en vækst i omsætningen på 1,7 mia. kr., som gik fra 8,5 mia. kr. til 10.2 mia. kr. Årets resultat blev på 366 mio. kr. mod 254 mio. kr. året før. Forventningerne til regnskabet 2015/16 er dog noget lavere end det seneste. Man forventer et resultat før skat på 430 mio. kr., hvilket er 24 mio. kr. mindre end det opnåede resultat i 2015/16. Det skal ses i lyset af et øget udbytte og et kommende aktiesplit, hvilket vil øge omsætningen af Per Aarsleff-aktien.

Teknisk har aktien fundet støttet i niveauet 2050-2100, som også var et støtteniveau tilbage i juni og august. Momentum har været faldende på både uge- og månedsbasis. Faldet i kursen har sendt RSI ned i det oversolgte niveau. De glidende gennemsnit har etableret et ”Death Cross”.
På dagsniveauet er der også etableret et salgssignal i Bollingerkanalen tilbage i midten af december. Men de sidste par dags stabilisering i niveauet omkring 2050-2100 betyder, at der kan etableres et købssignal i Bollingerkanalen, hvis kursen går igennem 2120. Anbefaler køb af aktien.
De mindre aktier rykker
To mindre selskaber har været med opjusteringer i denne uge, det er Chemometec og Cbrain.

Chemometec er steget med 25 pct. allerede i år. Ofte har det jo været sådan, at selskaber der er kommet godt fra start, ”bare” fortsætter den stigende tendens. Fibonacci-modellen indikerer, at næste niveau er omkring 60. Stigningen i aktien har trukket RSI op i 90. Man kan bruge tilbagefald til at samle lidt op i aktien.

Cbrain har også klaret årets start med et afkast på hele 36 pct. Der blev etableret et købssignal i Bollingerkanalen ved månedsskiftet oktober/november. Den positive tendens har trukket op i Momentum på uge- og månedsniveauet. De glidende gennemsnit har etableret ”Golden Cross” ved månedsskiftet november/december. RSI har ramt 90 på ugebasis. Ved tilbagefald i aktien kan man samle op, så længe trenden fortsat peger opad.
Guld rebounder
Er det det første tegn på en bund i råvaremarkedet eller er det frygten, der trækker prisen op? Guldet er kommet op til 1100. Den positive tendens i guldet trækker op i de tre indikationsmodeller RSI, MACD og Momentum på ugebasis. Den faldende tendens er dog ikke brudt endnu, og det sker først, når guldet når niveauet 1140-1160.

EUR/USD holder sig i niveauet omkring 1.09 og markedet virke roligt omkring det niveau Der er en svag stigende tendens i Momentum på månedsniveauet, mens der er etableret en mindre top på ugebasis.
NOK/DKK er under 78 og handles i niveauet 77. Så længe olieprisen er svag, vil den norske krone være presset.

SEK/DKK fortsætter den stigende tendens, men er faldet lidt tilbage til niveauet 80,5, som gerne skulle holde som støtte i den stigende tendens. Der er en positiv tendens i Momentum på ugebasis.
Metalvaremarkedet og landbrugsprodukterne er over en bred kam i en faldende tendens, hvilket indikerer, at bunden endnu ikke er fundet. Man skal afvente investeringer i disse områder.
Olieprisen har taget et mindre hop op i ugen der er gået, da konflikten mellem Iran og Saudi Arabien er blusset op. Men herefter tabte olien igen Momentum og er faldet tilbage til nye lave historiske niveauer. Olien handles nu i niveauet under 34 dollar for en tønde Nordsø olie. Man skal tilbage til 2003 for at finde olieprisen i det niveau.