Bliver fest-aktien en fest?

Hvad skal der på bordet? Er det Bähncke, Lurpak eller måske Duni? Man bruger Dunis produkter hjemme, på restaurant, på hotel og i take away-boder. Duni dækker alt fra servietter og bestik til lys og take-away-produkter.

Aktien har været i en svagt stigende tendens siden september/oktober 2022, hvor den blev handlet i niveauet 61–65 mod fredagens kurs på 105-110.

På dagsniveauet er der købssignal i Bollingerkanalen, og de glidende gennemsnit på 8 og 24 dage har netop etableret et Golden Cross.

På ugebasis er der divergens mellem signalerne i kursgrafen og Bollingerkanalen. Bollingerkanalen er gået i salg og har været det siden begyndelsen af februar.

Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er i en faldende tendens og har ramt 45. Momentum er i en svagt stigende tendens, og det glidende gennemsnit er tæt på at blive brudt nedefra. MACD er ligeledes i en stigende tendens, men under middelværdien på 0.

Det nærmeste modstandsniveau er ved 120 og herefter i niveauet 135. Det nærmeste støtteniveau er ved 100 og herefter i niveauet 90. Aktien er på kandidatbænken.

I 2023 omsatte Duni for 7,7 mia. SEK mod 6,9 mia. SEK året før. Resultatet efter skat blev på 445 mio. SEK mod 201 mio. SEK. Det giver en indtjening pr. aktie på 8,3 SEK og en P/S på 0,66.

Selskabet har reduceret sin gæld fra 2022 til 2023; desuden har Duni et positivt cashflow fra driften. Selskabet offentliggør kvartalsregnskab den 24/4

Skrevet af Lars Persson

Uddannet på Handelshøjskolen i København og har arbejdet med teknisk analyse siden 1997.