Tid til pause?

Mandag var der fokus på A.P. Møller – Mærsk, som blev den mest stigende aktie med en stigning på 11,2 pct., mens Novonesis var den mest faldende med et fald på 1,8 pct.
A.P. Møller – Mærsk B har bevæget sig sidelæns i intervallet 10.000–13.000 siden april 2023. Den seneste udvikling har igen givet et købssignal i Bollingerkanalen, og det er 8. gang i perioden, uden at modstandsniveauet ved 13.000 er blevet brudt.

De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger er blevet brudt nedefra, men der er endnu ikke etableret et “Golden Cross”. Der er divergens mellem de tre tekniske indikatorer på ugebasis. RSI er stigende og har ramt 57, mens Momentum er faldende og ligger under det glidende gennemsnit. Aktien er på kandidatbænken.

Tirsdag var der fokus på de grønne aktier, Vestas og Ørsted. Den positive tendens skyldes en langsommere udfasning af støtteordningerne til vedvarende energi i USA.
Vestas steg 9,3 pct., hvilket udløste et købssignal i Bollingerkanalen. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger er blevet brudt nedefra.
Alle tre tekniske indikatorer viser en stigende tendens. RSI har ramt 56, og Momentum er brudt op gennem det glidende gennemsnit. Aktien ser interessant ud på nuværende niveau. Jeg ejer aktier i Vestas.

Blandt sidepapirerne var der fokus på Matas og Boozt, som steg med henholdsvis 2,45 pct. og 2,1 pct., mens Nilfisk Holding skuffede markedsdeltagerne og faldt med 2,3 pct.

Matas fastholder sin stigende tendens. Der er købssignal i Bollingerkanalen på ugebasis, og de glidende gennemsnit på 8 og 24 uger har netop krydset hinanden.
Der er en positiv udvikling i både Momentum og RSI på ugebasis. RSI har ramt 65. Aktien ser interessant ud på nuværende niveau. Jeg ejer aktier i selskabet.

Onsdag aflagde Lundbeck og FLSmidth kvartalsregnskab og steg henholdsvis 10,3 pct. og 11,6 pct. Meget tyder på, at markedsdeltagerne har været for skeptiske over for de to selskaber.

FLSmidth arbejder fortsat på salget af deres cementforretning og har valgt at opjustere forventningerne for hele året. Teknisk set blev aktien sendt kraftigt ned til kurs 250 i forbindelse med Trumps præsentation af toldsatser. Siden da har aktien rettet sig og handles nu i niveauet 370.
Det har udløst et købssignal i Bollingerkanalen. Den positive tendens løfter de tre tekniske indikatorer på ugebasis. RSI er steget fra 37 til 50, og Momentum er brudt op gennem det glidende gennemsnit. Aktien ser interessant ud på dette niveau.

Per Aarsleff Holding udsendte en meddelelse efter børsens lukketid, hvor de opjusterede forventningerne til både omsætning og EBIT.
Aktien er fortsat i en stigende tendens, og der er købssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen på ugebasis. Alle tre tekniske indikatorer viser en stigende tendens. RSI har ramt 64, og Momentum er steget og brudt gennem det glidende gennemsnit. Aktien ser interessant ud på dette niveau.

Torsdag var der fokus på Royal Unibrew, Tryg og Better Collective, som alle steg over 2,5 pct.
Better Collective, som jeg har i min Millionærklub-portefølje, fortsætter den stigende tendens, der har været gældende siden bunden i februar.
Den stigende tendens har udløst købssignaler på både dags- og ugeniveau i kursgrafen og Bollingerkanalen. RSI har ramt 67, og Momentum holder tempoet og stiger fortsat.

I den kommende uge aflægger følgende selskaber regnskab:

  • Mandag: Fynske Bank og Rockwool.
  • Tirsdag: H+H, Scandinavian Tobacco Group og Vestjysk Bank.
  • Onsdag: Aquaporin, Better Collective, Lollands Bank, Møns Bank, North Media, Skako, TCM Group og UIE.
  • Torsdag: Danske Andelskassers Bank, Parken og SP Group.
  • Fredag: Matas.

C25-indekset fastholder købssignalerne i kursgrafen og Bollingerkanalen på dagsniveau. På ugebasis har Bollingerkanalen etableret et nyt købssignal.
Det korte glidende gennemsnit på 8 uger er brudt nedefra, mens det lange på 24 uger ligger omkring 1750 og fungerer som en modstandslinje.

De tre tekniske indikatorer er i en stigende tendens. RSI er over 45, og Momentum er brudt op gennem det glidende gennemsnit.
Modstandsniveauet ved 1700 er brudt, og indekset nærmer sig næste modstandsniveau ved 1800. Nærmeste støtteniveauer er 1600 og dernæst 1500.
Strategi: Køb danske aktier.

 

Den danske portefølje har år til dato givet et afkast på 11,1 pct. mod C25-indekset, som har givet et afkast på -0,6 pct.

 

Den nordiske portefølje har år til dato givet et afkast på 8,8 pct. mod OMX Nordic 40-indekset, som har givet et afkast på -3,5 pct.

 

Stigende tendens i USA
Antallet af nytilmeldte ledige var 229.000 ligesom i sidste uge, hvilket også var det tal, analytikerne havde forventet.

I denne uge kommer der regnskaber fra Home Depot, Intuit, TJX Companies, Lowe’s Cos, Palo Alto, Medtronic, Analog Devices, Workday, Autodesk, Snowflake, Ross Stores samt Target.

S&P 500 fastholder den stigende tendens, og der er købssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen.
På ugebasis har Bollingerkanalen etableret et købssignal, og de glidende gennemsnit er blevet brudt nedefra, men der er endnu ikke etableret et Golden Cross.

Der ses en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er steget til 47 mod 35 i sidste uge. Momentum er i en stigende tendens.
Nærmeste modstandsniveau er fortsat 5.800, efterfulgt af 5.900, mens der er støtte ved 5.100 og derefter 5.000.

Nasdaq Composite fastholder købssignalerne på både dags- og ugeniveau, både i kursgrafen og Bollingerkanalen.
Den positive udvikling løfter de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er steget til 47 mod 40 i sidste uge. Momentum er stigende og har brudt det glidende gennemsnit nedefra. MACD er ligeledes i en stigende tendens, men modellen ligger fortsat under middelværdien 0 på ugebasis.

Modstandsniveauet 18.000 er blevet brudt, og niveauet 19.000 testes i øjeblikket som modstandsniveau. Næste modstandsniveau er ved 20.000, mens der er støtte ved niveauet 16.000 og herefter 17.000.
Strategi: Hold på amerikanske aktier.

 

Konsolidering i niveauet 38.000
Det japanske marked handles fortsat vandret omkring niveauet 38.000. På dagsniveau er der købssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen.
På ugebasis er Bollingerkanalen i køb og har været det i to uger. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger er blevet brudt nedefra, og hvis tendensen holder, etableres der et Golden Cross.
De tre indikationsmodeller er alle i en stigende tendens. RSI er steget fra 23 til 46. Momentum er fortsat i en stigende tendens.


Nærmeste modstandsniveau er fortsat ved 37.000 og derefter omkring 37.500. Nærmeste støtteniveau er ved 34.000 og herefter omkring 33.000.
Strategi: Hold på japanske aktier via ETF’er eller investeringsforeninger.

Nasdaq India holder fast i den stigende tendens, og der er nu købssignal i alle modeller på både dags- og ugeniveau. Den stigende tendens løfter de tre indikationsmodeller på ugebasis.
RSI har ramt 60. Momentum er i en stigende tendens, og dette har nu stået på i 10 uger.

Nærmeste modstandsniveau er ved 2.900 og derefter omkring 3.000, mens der er støtte ved 2.700 og derefter 2.600.
Strategi: Fasthold køb på det indiske marked. C WorldWide Indien med ISIN-kode DK00615348963 er en mulighed – der findes også en række ETF’er.

Nasdaq China holder fast i købssignalerne på dagsniveau. På ugebasis mangler der stadig en stigning over 1.200 for at få Bollingerkanalen i køb. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger holder fast i købssignalet, og det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 1.100 som en støttelinje.


De tre indikationsmodeller er fortsat i en faldende tendens. RSI er faldet fra 63 til 60. Momentum fortsætter den faldende tendens, men hastigheden er aftagende.
Nærmeste modstandsniveau er ved 1.200 og derefter omkring 1.300, mens nærmeste støtteniveau er ved 1.000 og dernæst 950.
Strategi: Hold på kinesiske aktier via ETF’er eller investeringsforeninger.

OMX Stockholm holder fast i købssignalerne på dagsniveau, som blev etableret i midten af april. På ugebasis er der endnu ikke etableret nogen købssignaler. Det korte glidende gennemsnit på 8 uger er blevet brudt nedefra, mens det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 2.550 som en modstandslinje.

Den positive tendens løfter de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er steget fra 35 til 43. Momentum holder fast i den stigende tendens, men modellen er endnu ikke brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra.
Nærmeste modstandsniveau er ved 2.500 og derefter 2.650. Nærmeste støtteniveau findes ved 2.300 og dernæst 2.200.
Strategi: Hold på svenske aktier.

DAX holder fast i købssignalerne på dags- og ugeniveau. Den samme tendens ses i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI holder sig over 60. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra i denne uge. MACD er stigende, men er endnu ikke brudt igennem det glidende gennemsnit. MACD-modellen ligger over middelværdien 0 på ugebasis.


Nærmeste modstandsniveau er ved 23.000 og derefter 24.000, mens nærmeste støtteniveau er ved 20.500 og dernæst 19.000.
Strategi: Hold på tyske aktier.

 

Ugens nordiske aktie
SKF
var mandag i hopla på baggrund af historien om sænkede kinesiske toldsatser og en god samtale mellem Kina og USA om toldspørgsmål. Teknisk er der etableret et købssignal i aktien på dagsniveau. Kursgrafen viste et købssignal i slutningen af april, hvor de glidende gennemsnit på 8 og 24 dage dannede et Golden Cross. Bollingerkanalen etablerede et købssignal i midten af april.

På ugebasis er det korte glidende gennemsnit blevet brudt nedefra, mens det lange glidende gennemsnit på 24 uger bliver testet som en modstandslinje. Bollingerkanalen er i salg på ugebasis, og først ved brud af niveauet 210 går modellen i køb.

Den positive tendens i aktiekursen trækker de tre indikationsmodeller op på ugebasis. RSI er stigende og har ramt 46 mod 39 i sidste uge. Momentum er ligeledes stigende og er tæt på at bryde igennem det glidende gennemsnit nedefra.

Nærmeste modstandsniveau er ved 240 og herefter i niveauet 260. Nærmeste støtteniveau er ved 190 og herefter niveauet 180. Aktie ser interessant ud på niveauet.

 

Teknisk kommentar til to aktier
Ugens aktier er DSV og A. P. Møller-Mærsk. Begge selskaber er indenfor transport.

DSV er i køb på dagsniveauet. Kursgrafen etablerede et købssignal i slutningen af april. Bollingerkanalen etablerede et købssignal i midten af april. På ugebasis har Bollingerkanalen etableret købssignal ved månedsskiftet april/maj. De glidende gennemsnit er blevet brudt på ugebasis og holder tendensen, bliver der etableret et Golden Cross.

Den positive tendens i aktiekursen trækker op i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI har ramt 57. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra.

Det nærmeste modstandsniveau er 1550 som blev testet i oktober og december. Herefter er der modstand i niveauet 1660, mens der er støtte i niveauet 1400 og herefter i niveauet 1250. Aktien ser interessant ud på niveauet.

A.P. Møller-Mærsk nærmer sig modstandsniveauet 13.500 som er blevet testet flere gange: Første gang var i juli 2023, anden gang var i januar 2024 og tredje gang var i marts 2025. Kursgrafen på dagsniveauet med glidende gennemsnit 8 og 24 dage etablerede et Golden Cross i slutningen af april. Bollingerkanalen har etableret et købssignal i midten af april.

På ugebasis er der købssignal i Bollingerkanalen som er blevet etableret i denne uge. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger er blevet brudt nedefra og holder tendensen, bliver der etableret et Golden Cross.

Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. Momentum er faldende med lavere bunde og toppe. RSI er stigende og har ramt 57. MACD er stigende og brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra. MACD tæt på middelværdien 0.

Nærmeste modstandsniveau er ved 13.500 og herefter i niveauet 16.000, mens der er støtte i niveauet 10.000 og 8.000. Aktien ser interessant ud på niveauet.

 

Hvor skal olieprisen hen?
Guld:
har på dagsniveauet etableret salgssignal i både Bollingerkanalen og kursgrafen. På ugebasis er der købssignal i både kursgrafen og Bollingerkanalen. Der er en faldende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er faldet fra 77 til 65. Momentum er brudt igennem det glidende gennem oppefra.

SEK/DKK: Holder sig i niveauet omkring 68-69. De tre indikationsmodeller er i en faldende tendens. RSI har ramt 66. Momentum er brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra.

EUR/USD: er faldet tilbage og er nu i niveauet 1,12. RSI bevæger sig vandret i niveauet 76-77. Momentum er faldende og tæt på at bryde igennem det glidende gennemsnit oppefra.

Landbrugsmarkedet: viser store udsving i denne uge. De største udsving ser man i hvede, palmeolie, ris, kakao, kaffe og havre.

Metalmarkedet: Industrimetallerne stiger igen og det gælder både aluminium, kobber, bly, nikkel samt zink. De stigende priser på råstoffer viser, at man igen skal holde øje med mineselskaber. De mange ordrer i militærindustrien kræver rigtige råvarer.

Brent-olie: Bollingerkanalen på dagsniveauet holder fast i købssignal. De glidende gennemsnit på dagsniveauet er tæt på at etablere et Golden Cross.

På ugebasis er der en faldende tendens i olieprisen, hvilket giver salgssignal i modellerne på ugebasis.

Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis. Momentum bevæger sig vandret, mens RSI er stigende og har ramt 29.

Markedet oplever igen en faldende oliepris, da rygterne går på, at USA og Iran er ved at nå til enighed i forhold til en atomaftale.

Skrevet af Lars Persson

Uddannet på Handelshøjskolen i København og har arbejdet med teknisk analyse siden 1997.