Med en kinesisk stimuleringspakke på vej har to af vores nordiske porteføljeaktier, ABB og Golden Ocean Group, markeret sig.
ABB: Aktien er år til dato steget 31,3 pct., og den befinder sig i en stigende trendkanal, hvilket har stået på siden oktober 2023, hvor aktiekursen var nede i niveauet 360. På dagsbasis har Bollingerkanalen etableret et købssignal for 6 dage siden. De glidende gennemsnit for 8 og 24 dage har desuden etableret et Golden Cross i går.

På ugebasis har Bollingerkanalen også etableret et købssignal i denne uge, og de glidende gennemsnit for 8 og 24 uger ligger lige side om side.

De tre indikationsmodeller viser en faldende tendens på ugebasis. RSI bevæger sig vandret omkring niveauet 51. Momentums faldende tendens er aftagende, og det glidende gennemsnit er blevet brudt nedefra. MACD bevæger sig ligeledes vandret under middelværdien 0 på ugebasis.

Nærmeste modstandsniveau er ved 600, og derefter omkring niveauet 690, mens der er støtte ved niveauet 560 og senere ved 510. Har man ikke aktien, kan man købe en mindre post og supplere op ved brud af niveauet 600.
Golden Ocean Group: Aktien har været i en faldende tendens siden slutningen af maj, hvor aktien blev handlet i niveauet 148-168. Nu handles aktien til 137.

På dagsbasis blev der etableret et købssignal i Bollingerkanalen for 8 dage siden. De glidende gennemsnit for 8 og 24 dage har også etableret et Golden Cross for 2 dage siden.

På ugebasis er der ligeledes etableret et købssignal i Bollingerkanalen i denne uge. Det korte glidende gennemsnit er brudt nedefra, mens det lange glidende gennemsnit ligger lige ved niveauet 140 som en modstandslinje.

De tre indikationsmodeller viser en stigende tendens. RSI har nået niveauet 46. Momentum er stigende og har brudt igennem det glidende gennemsnit nedefra. MACD er ligeledes stigende, men har endnu ikke brudt over middelværdien på ugebasis.
Nærmeste modstandsniveau er ved 160 og derefter omkring niveauet 185, mens der er støtte ved niveauet 120 og senere ved 110. Vi fastholder aktien i porteføljen og ser en interessant opsamlingsmulighed på det nuværende niveau.