Den danske portefølje har år til dato givet et afkast på 1,6 pct. mod C25 indekset som har givet et afkast på 1,5pct. med fredagens lukkekurs.
Mandag startede positivt – årets første handelsdag. Det var blandt andet GN Store Nord, B&O, NTG Nordic Transport Group og Ambu der trak op.
GN Store Nord fandt en bund i niveauet 120 i begyndelsen af oktober, og seneste bund var i slutningen af december i niveauet 145. Dermed er der en svagt stigende tendens i aktien. Der er salgssignal i Bollingerkanalen på ugebasis. Det korte glidende gennemsnit er blevet brudt nedefra, mens det lange glidende ligger i niveauet 185. Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis, idet Momentum er stigende, mens RSI er faldende og har ramt 53. MACD er fortsat under 0. Anbefaler at man afventer udviklingen.
Tirsdag lukkede i grønt i Europa, selvom USA startede op i rødt. Der var fald i aktier som var relaterede til råvaresektoren. Brent tabte over 3 pct. og fragtraterne for tørlastskibene faldt yderligere, hvilket sendte kursen på D/S Norden ned og det fortsatte onsdag. På dagsniveauet har Bollingerkanalen etableret et salgssignal, mens der fortsat er købssignal i modellen på ugebasis. Det giver gode opsamlingsmuligheder i aktien. Kinas overvejelser om at stoppe importforbuddet af australske kul kan give stigende priser på tørlastskibene. På tanksiden er raterne faldet lidt tilbage på grund af julen. Men normalt plejer efterspørgselen at stige op til foråret, så det kan give en øget beskæftigelse for tankskibene. Vi fastholder D/S Norden i porteføljen.
Boozt er brudt igennem modstandsniveauet 82 som blev testet i november og december og nu er brudt i januar. Stigningen har sendt RSI op over 70 og nu bevæger modellen sig vandret i niveauet 75 -82, mens der fortsat er en stigende tendens i Momentum og MACD er i en faldende tendens. Afvent udviklingen.
Onsdag var det igen en positiv dag på det danske marked med Royal Unibrew, Lundbeck og Danske Bank i fokus. Royal Unibrew har købt Nørrebro Bryghus, så fra nu af skal Royal Unibrew også drive restaurant, da det er en del af Nørrebro Bryghus. Royal Unibrew etablerede en bund i slutningen af oktober under 400 og handles nu i niveauet 519,4. Der er etableret købssignal i Bollingerkanalen og de glidende gennemsnit på 8 og 24 uger er blevet brudt nedefra. RSI har ramt 90 og MACD er over 0. Brug tilbagefald til opsamling.
Torsdag præciserer Matas forventningerne til årets omsætning og spændet blev rykket ned fra 1-4 pct til 1-3 pct. Det fik aktien til at falde med 4,6 pct.
Der er etableret en dobbelt bund i niveauet 65-66. Den første bund var i slutningen af september og den anden bund var i midten af december. De glidende gennemsnit på dagsniveauet har etableret et Golden Cross for 3 dage siden. Bollingerkanalen er ligeledes i køb på dagsniveauet. På ugebasis er der salgssignal i Bollingerkanalen og kursen skal lukke over 73, før det ændres. De glidende gennemsnit er blevet brudt nedefra og holder tendensen, bliver der etableret et Golden Cross i løbet af 1-3 uger. RSI har ramt 50 på ugebasis, mens MACD fortsat er under 0. Nærmeste modstandsniveau er ved 82 og herefter 85.
I den kommende uge er der regnskab fra Bang & Olufsen onsdag. Torsdag er det regnskab fra Chr.
Hansen.
C25-indekset fortsætter den stigende tendens. Der er købssignal i alle modeller både på dags- og ugeniveauet. Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis.
RSI er faldet tilbage under 80. MACD og Momentum har begge etableret en topformation, men er ikke begyndt at falde tilbage endnu.
Nærmeste modstandsniveau er fortsat ved 1750 og herefter i niveauet 1800, mens der er støtte i niveauet 1650 og herefter i niveauet 1550.
