Lektion 7 – Nøgletal: Hvad betyder tallene og hvordan påvirker de min aktie?

Aktier bliver påvirket af nyheder omkring selskabet eller økonomiske nøgletal.

De vigtigste nyheder for et selskab afhænger af selskabets forretningsområde. For biotekselskaber, der ikke har et produkt i markedet, vil regnskaber være af mindre betydning, mens fokus især retter sig på løbende meldinger omkring udviklingen af de potentielle produkter. For hovedparten af øvrige selskaber vil regnskaberne sætte retningen for aktien. I regnskabet vil størst fokus ofte være forventningerne til fremtiden.

Regnskabssæsonens påvirkning

Når regnskabssæsonen er slut, vil stemningen fra regnskabet i mindre grad præge aktierne. Fokus vil flytte sig mod økonomiske nøgletal, ikke de danske, men de amerikanske nøgletal, der afspejler verdens største økonomi. De seneste år er de asiatiske økonomier blevet markant stærkere, hvilket har gjort de danske aktier mindre afhængige af udviklingen i USA. Alligevel er det fortsat de økonomiske nøgletal i USA, der er den vigtigste faktor uden for regnskabssæsonen.

De amerikanske økonomiske nøgletal, som påvirker markedet mest, er inflationstal, ISM-indeks, forbrugertillid, arbejdsmarkedsrapport og detailsalget. ISM-indekset dækker de amerikanske indkøbschefers syn på fremstillings- og servicesektoren, og et tal over 50 indikerer vækst i økonomien.

Nøgletal dækker ofte over en periode, der går tilbage i tiden, hvorfor markedets reaktion på tallene ikke altid er udtalt, da tallet anses som indregnet i markedet.

Renter og valutamarkeder

Udsving i renter og valutakurser har mindre effekt på markedet, men det gælder om at altid at være opmærksom på de ekstreme udsving, som kan få en effekt på markedet. Olieprisen, som kan hænge sammen med anspændte politiske forhold, påvirker også markedet. Umiddelbart burde stigende renter og oliepriser være dårligt nyt for aktiemarkedet, men i den forbindelse er det værd at påpege den stigende udvikling i de globale aktiekurser i 2003-2007 på trods af stigende renter og oliepriser. Dette understeger en af ”problemerne” ved nøgletal, idet situationen kan ses fra to sider. Stigende oliepriser og renter kan således afspejler et større aktivitetsniveau og en voksende økonomi. Endvidere er det vigtigt at huske på, at aktiemarkedet er en løbende positionskamp mellem køberne og sælgere, og hvis køberne får overtaget, så kan journalisterne have en tendens til at vende nøgletallene og historierne til det positive – der er nemlig altid både positive og negative forhold, som gør sig gældende i økonomien eller for selskabet.

Logisk set burde markedet stige på gode nøgletal og falde på dårligere end ventet nøgletal. Realiteten er ofte en anden, da den makroøkonomiske kontekst ofte spiller en rolle. Hvis for eksempel, markedet har forventning om en rentenedsættelse, så kan der komme en negativ reaktion på gode nøgletal, da de vil mindske sandsynligheden for en rentenedsættelse.

Bull- og bear marked

Der bliver ofte talt om bull- og bear marked. Der er forskellige måder at definere det på. Et fald på 20 pct. i et ledende aktieindeks betegnes ofte, som et bear-marked. Et mindre bear-marked kan dog også betegnes som flere måneder med faldende toppe og bunde i grafen. Bull-marked kan betegnes som en situation med stigende bunde og toppe, en såkaldt stigende trend, rent grafisk. Termerne bull og bear bruges imidlertid ofte meget overordnet i forbindelse med den forventede retning på aktiemarkedet flere kvartaler frem i tiden.