Hvad er en investeringsforening? Hvis man ikke ønsker at sammensætte en portefølje af aktier selv, kan man vælge at købe beviser i en investeringsforening. Køber man f.eks. en afdeling med danske aktier, får man på denne måde købt sig til en vifte af danske aktier, som en porteføljemanager har udvalgt.
Der findes et hav af investeringsforeninger på det danske marked. Man kan købe en afdeling, som investerer i et bestemt land eller en bestemt region, eller man kan købe en afdeling, der investerer i en bestemt branche. Man kan også få afdelinger, der investerer i bestemte segmenter af markedet, f.eks. small cap aktier – altså de mindre likvide aktier.
Fordelen ved investeringsforeninger er, at man opnår en spredning af sin risiko, idet man køber en sammensætning af en lang række aktier. Desuden skal man ikke selv vælge aktierne.
Ulempen er, at omkostningerne er højere, idet investeringsforeningen skal have lidt penge for
ulejligheden. Desuden er investeringsforeningerne mere illikvide, hvilket betyder, at det er sværere at komme ind og ud af papirerne på børsen, fordi spreadet (dvs. forskellen mellem bedste købs- og salgspris) er større.
Der findes også investeringsselskaber på børsen. Det står disse selskaber fuldstændig frit, hvad de vil investere i, og de må endda spekulere i kursfald. Der findes f.eks. et selskab, der hedder DK Trends Invest, og som lægger sig op ad porteføljen i ugemagasinet DK Trends.
Som med aktier er det udbud og efterspørgsel på børsen, der bestemmer kursen på investeringsforeningerne. Foreningerne skal mindst én gang dagligt rapportere om den indre værdi (dvs. den nøjagtige værdi af porteføljen) i hver afdeling, således at markedet kan tilpasse sig denne værdi.
Når man investerer i foreninger, får man et årligt udbytte. Sidste år blev der udbetalt 25 mia. kr. før skat til de mere end 900.000 danskere, der sparer op på denne måde.
Naviger i alle artikler fra aktieskolen.
Lektion 0 – Tjen mere på aktier
Lektion 1 – Ny på aktiemarkedet
Lektion 2 – Strategi på aktiemarkedet
Lektion 3 – Hvor stor risiko skal jeg tage?
Lektion 4 – Hvad er aktier?
Lektion 5 – Hvad er en investeringsforening?
Lektion 6 – Hvor og hvordan køber jeg en aktie?
Lektion 7 – Nøgletal: Hvad betyder tallene og hvordan påvirker de min aktie?
Lektion 8 – Nyheder og analytikere