Velkommen til 2018

Et nyt år er startet og kan det give trendændringer? Europa ligger fortsat i en lidt kedelig tendens, hvor både CAC 40 og DAX 30 har svært ved at komme videre. Derimod var der fuld fart på flere fjernøstlige indeks i 2017, og den samme tendens ses i USA.

Overordnet set er der en positiv global vækst i verdensøkonomien, men aktierne er allerede steget pænt de sidste par år og det samme er huspriserne (specielt i de store byer). 2018 kunne godt indikere, at man skulle være endnu mere selektiv i sine aktieinvesteringer det kommende år.

Vestas har skovlet ordrer ind de sidste par dage inden det nye år, og det fik aktiekursen til at stige med over 2,6 pct. Teknisk har aktien etableret en bundformation i niveauet 360, men spørgsmålet er jo, om det bliver et V eller et W, før udviklingen er helt færdig. Forventer man et W, så bør man afvente udviklingen og tilbagefaldet i aktien. Der er positiv tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis og der er etableret en bundformation i Momentum på månedsniveauet.

SimCorp som ofte modtager en række ordrer sidst på året har dog ikke givet meddelelse om, at der er ny kunder i butikken. Aktien ligger i en faldende tendens og ser ikke rigtigt interessant ud i øjeblikket. Men Momentum på månedsniveauet er ved at etablere en bundformation, så aktien kan blive interessant i løbet af et par måneder og derfor tages aktien med på kandidatbænken.

Alm. Brand gav et godt afkast i 2017 og specielt sidst på året tog aktien fart. Historisk skal man tilbage til 2008 for at finde aktien i det niveau. RSI ramte 100 i slutningen af december, hvilket indikerer, at der er behov for en korrektion ned mod kurs 72. Anbefaler at man afventer udviklingen i aktien.
Der er igen kommet gang i Per Aarsleff Holding-aktien efter en længere periode, hvor aktien har bevæget sig vandret i niveauet 180. Stigningen de sidste par dage betyder, at der er etableret nye købssignaler i flere modeller på ugebasis. Nærmeste modstandsniveau er ved 210 og herefter i niveauet omkring de 220. Momentum har en positiv tendens på både uge- og månedsniveauet og den samme positiv tendens ses i MACD og RSI. Forventer man en positiv udvikling i byggeriet, så er Per Aarsleff en kandidat i porteføljen.
Den samme positive tendens har man set i Højgaard Holding B, som er steget med 12,2 pct. på 3 dage. Stigningen trækker op i både i de tre indikationsmodeller på ugebasis, men det har ikke givet købssignaler i hverken Bollingerkanalen eller Parabolic. De glidende gennemsnit er blevet brudt nedefra, men det har ikke givet et ”Golden Cross” endnu på ugebasis. Den positive tendens i aktiekursen trækker op i de tre indikationsmodeller og Momentum på månedsbasis er ligeledes i en stigende tendens. På dagsniveauet er der etableret købssignaler i både kursgrafen og Bollingerkanalen. Højgaard er for den spekulative investor på nuværende niveau.

I de kommende uger er der igen regnskaber, og man skal hen til den 10. januar, før det første regnskab i Norden dukker op og det er svenske Dustin Group. Den 11. januar er det Bang & Olufsen og den 12. januar er det Chr. Hansen.

C25 på ugebasis.

C25-indekset fortsætter den positive tendens og indekset har nu rundet 1170. Det korte glidende gennemsnit er blevet brudt nedefra, mens det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 1180. Signalmodellen Bollingerkanalen er fortsat i salg på ugebasis. De tre indikationsmodeller har etableret bundformation på ugebasis. RSI er ved niveauet 40-42, så modellen er ikke i bullniveauet.  Nærmeste modstandsniveau er ved 1200, som tilbage i oktober var et topniveau, mens nærmeste støtteniveau er ved 1130-1140.