- AktieRådet - https://aktieraadet.dk -

Regnskabssæsonen starter i Danmark

De første selskaber har været på banen med nedjusteringer, og det betyder pæne kursfald til de selskaber, som skuffer.  I den kommende uge dukker de første regnskaber op på skærmene. Det bliver ekstra interessant at se, hvordan investorerne tager imod disse efter så mange år med stigende kurser.

Solar nedjusterer sidste fredag, hvilket fik aktien til af falde med 6.9 pct. og ramte niveauet 400, hvilket betyder, at signalmodellen Bollingerkanalen etablerer et salgssignal på dagsniveauet. De glidende gennemsnit blev brudt af faldet. På ugebasis skiftede aktien dog ikke signal og holder fast i købssignalet fra begyndelsen af oktober. De glidende gennemsnit etablerede et ”Golden Cross” i begyndelsen af november. Der er fortsat en positiv tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. Momentum på månedsniveauet holder ligeledes fast i den stigende tendens. Aktien ser interessant ud på niveauet.

D/S Norden opjusterer forventningerne tirsdag fra -10 til 30 mio. USD. til nu 20 til 35 mio. USD. De ny forventninger i selskabet fik aktien til at stige med 6,7 pct.
Aktiekursen har taget et rebound efter en af de store aktionærer Rasmussen Gruppen solgte sin aktiepost til en lavere kurs end den i markedet. Aktien har etableret nyt købssignal på ugebasis og de glidende gennemsnit er blevet brudt nedefra på ugebasis og holder den stigende tendens, bliver der etableret et ”Golden Cross” i løbet af et par uger. Momentum på uge- og månedsniveauet er hoppet pænt i vejret. Nærmeste modstandsniveau er 140 og herefter 150, mens nærmeste støtteniveau er 120.

Lundbeck står til en stor skattegevinst i USA, hvilket kan trække aktiekursen op i den kommende tid. Lundbeck mangler dog en ny chef på broen og pipeline er forholdsvis tynd, hvor der er flere patentudløb.
Teknisk har Lundbeck-aktien fået støtte i niveauet 300-320. MACD [1] har etableret en bundformation på ugebasis og det samme har Momentum. Bollingerkanalen er i salg og kursen skal over 350, før signalet skifter. Afvent udviklingen i aktien.

Carlsberg blev opjusteret i denne uge af Deutsche Bank. Teknisk ligger aktien i en stigende tendens og det har stået på siden begyndelsen. De glidende gennemsnit etableredes i midten af februar. Der er en positiv tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. Carlbserg fremlægger regnskab den 7. februar.

I den kommende uge er der en række danske regnskaber. Tirsdag er Tryg på banen med deres årsregnskab. Onsdag er det Rias. Torsdag er der årsregnskab fra Nordea og NNIT, mens der er kvartalsregnskab fra Glunz & Jensen og RTX.

NNIT viser en positiv tendens op til det kommende regnskab. Stigningen har givet et købssignal på ugebasis i Bollingerkanalen og det korte glidende gennemsnit er blevet brudt nedefra, mens det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 183. Der er en positiv tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI [2] har ramt niveauet 60 og MACD [1] er tæt på at komme over nul og dermed i Bullish zone. Momentum på månedsniveauet peger fortsat nedaf, så afvent udviklingen. Nærmeste modstandsniveau er ved 190, mens nærmeste støtteniveau er ved 175 og herefter i niveauet 165.

C25 på ugebasis.

C25-indekset holder fast i den stigende tendens og er handlet op i niveauet 1154,19 og dermed ligger indekset højere end den foregående bund fra den 29. december i niveauet 1145. De glidende gennemsnit er brudt nedefra af den stigende tendens i indekset. Den positive tendens i kursen trækker op i de tre indikationsmodeller på ugebasis. Nærmeste modstandsniveau er ved 1180 og herefter i niveauet 1225, mens der er støtte ved niveauet 1145 og ved 1135.

 

DK Portefølje
NKT er brudt igennem støttelinien, og aktien tages med på salgslisten.

Nordisk portefølje
KABE Husvagnar er på salgslisten. 

 

Stærk udvikling i USA

De amerikanske nøgletal var af noget blandet karakter torsdag. Det påbegyndte boligbyggeri skuffede for december, da det faldt mere end ventet. Antallet af byggetilladelser faldt ligeledes. Antallet af nytilmeldte ledige blev på 220.000 mod forventede 249.000.

Den kommende uge byder på følgende regnskaber fra USA: Google (Alphabet), Johnson & Johnson, Chevron, Procter & Gamble, Intel, Anheuser-Busch InBev, GE, 3M samt Honeywell.

Dow Jones Industriel Average holder fast i den stigende tendens og er fortsat over 26.000. Den positive tendens i indekset trækker op i de tre indikationsmodeller på ugebasis. Nærmeste modstandsniveau er ved 26.500, mens nærmeste støtteniveau er ved 24.700 og herefter i niveauet 23.500.

S&P 500 tester 2800.

S&P 500 holder ligeledes fast i den stigende tendens og modstandsniveauet 2800 er blevet testet som en modstandslinie. Det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 2600 som en støttelinie og det korte glidende gennemsnit ligger i niveauet 2700. Den stigende tendens i indekset trækker op i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI [2] er over 90, hvilket indikerer, at der er behov for en konsolidering eller en korrektion. Næste modstandsniveau er ved 2850 og herefter i niveauet 2900.

Nasdaq tester 7300.

Nasdaq Composite holder også fast i den stigende tendens og har ramt niveauet 7300. Bollingerkanalen har været i køb siden december sidste år. Det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 6700 som en støttelinie. Det korte glidende gennemsnit på ugebasis ligger i niveauet 7000. Den positive tendens i indekset har trukket op i MACD [1], Momentum og RSI [2]. RSI [2] har rundet 85, men er ikke over 90. Nærmeste modstandsniveau er ved 7400, mens nærmeste støtteniveau er ved 7000.
Strategi: Køb på det amerikanske marked.

Stærk udvikling i Japan

Det japanske marked holder fast i den stigende tendens og banker fortsat på modstandsniveauet 24.000. MACD [1] er ved at etablere en bundformation og Momentum har etableret en bundformation på ugebasis. RSI [2] har ramt 70. Momentum på månedsniveauet fortsætter den stigende tendens, hvilket bekræfter, at der er mulighed for et brud af modstandsniveauet 24.000 indenfor den nærmeste fremtid.

Japan tester 24.000

Næste modstandsniveau er ved 24.500 og herefter i niveauet 25.000, mens nærmeste støtteniveau er ved 22.800 og herefter i niveauet 22.200.
Strategi: Køb på det japanske marked.

OMX Stockholm 30 tester fortsat modstandsniveauet 1630 og det har nu stået på en uges tid. De glidende gennemsnit ligger side om side på ugebasis. Der er etableret bundformation i de tre indikationsmodeller på ugebasis, hvilket indikerer, at en positiv trend kan være på vej i det svenske hovedindeks. Der har været en par nedjusteringer på den svenske børs (Scandic Hotels Group, Skanska og Net Ent.) og da den svenske regnskabssæson starter i næste uge, burde man se flere, hvis det er helt skidt indenfor kort tid.

Rebound i Sverige.

Nærmeste modstandsniveau er ved 1680 og herefter 1725, mens nærmeste støtteniveau er ved 1590-1600. Bryder kursen igennem 1630, så går Bollingerkanalen i køb på ugebasis. Momentum på månedsniveauet har ligeledes etableret en bundformation.
Strategi: Hold på de svenske aktier.

Den svenske regnskabssæson går for alvor i gang i næste uge og det er specielt torsdag, hvor der lander 13 regnskaber og fredag er der 10 selskaber, der kommer med regnskab.

Nyt signal i Hexpol.

Teknisk er Hexpol igen begyndt at se interessant ud på ugebasis. Bollingerkanalen og Parabolic er i køb på ugebasis. De glidende gennemsnit har etableret ”Golden Cross” på ugebasis. Der er en positiv tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. Nærmeste modstandsniveau er ved 100 og herefter er næste modstandsniveau ved 108-110, mens der er støtte i niveauet 81-82. Den positive tendens i aktiekursen trækker op i Momentum på månedsniveauet. Anbefaler køb på niveauet.             

Dax står stille.

Frankfurt Dax 30 står stille i niveauet 13.000-13.500, hvilket har fået indikationsmodellerne til at falde tilbage. Men den seneste uge har de rettet sig og er begyndt at stige. RSI [2] nærmer sig niveauet 60. Det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 12.850. Bryder kursen igennem 13.500, så er næste modstandsniveau ved 14.000, mens nærmeste støtteniveau er ved 12.900.
Strategi: Køb ved brud af niveauet 13.500.

 

Ambu stærk udvikling

Ambu leverer en positiv udvikling i kursen siden vi sidst så på dem i slutningen af december, hvor vi gav Ambu en købsanbefaling, men den blev ikke taget med i porteføljen, da den er tæt påfyldt. Siden årsskiftet er aktien steget med over 11 pct.

Der har blandt andet været positive nyheder om, at de amerikanske sundhedsmyndigheder har godkendt engangs-koloskop i USA.

Skoper er markedet, hvor der årligt udføres ca. 5 mio. procedurer globalt og hvor Ambu har solgt godt 700.000 siden, men gik ind på det markedet i 2013. Der er fortsat en stort potentiale for Ambu og med selskabets produkter er der endvidere områder, hvor man godt kunne bliver bedre repræsentanter og vinde markedsandel.

Den store fokus på engangsprodukter i hospitalindustrien hjælper Ambu, da de er leverandør til flere interessante produkter her indenfor.

Fundamental-modellen indikerer en fair pris per aktie på 150-155, hvilket giver et potentiale på 23 pct. fra den nuværende kurs.

Flot vækst i Ambu.

Teknisk er aktien i en stigende trendkanal, hvor både støtte- og modstandslinien er blevet testet flere gange. Der har været køb i signalmodellerne Bollingerkanalen og Parabolic siden foråret 2017. Der er etableret bundformation i de tre indikationsmodeller efter en mindre korrektion i kursen fra november til slutningen af december. Det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 105 som en støttelinie. Momentum har etableret en top-formation på månedsbasis, og holder den tendens, skal man passe på udviklingen på 3-4 måneders sigt. Næste modstandsniveau er ved niveauet 150. Fastholder køb.        

 

Teknisk kommentar til 3 aktier

De 3 aktier er ISS, TDC og Torm

ISS etablerede en bundformation i niveauet 230 og har frem til midten af januar været i en stigende tendens, men siden er kursen korrigeret lidt tilbage til niveauet 235.

Trods tilbagefaldet i aktiekursen så er de tre indikationsmodeller ved at etablere en bundformation og de ser fortsat positive ud. RSI [2] er fortsat nede i det oversolgte niveau, hvilket indikerer, at man skal afvente udviklingen.

Afvent

I kursgrafen er det kun det korte glidende gennemsnit der er blevet brudt nedefra af de stigende kurser, mens det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 245 som en modstandslinie. Signalmodellerne er i salg på ugebasis og først går i køb ved brud af niveauet 245 og 255.

Momentum på månedsniveauet har etableret en bundformation og stiger. Køb ISS ved brud af niveauet 248. Der er ”gap” i niveauet 259,60-267,30.

TDC holder fast i den stigende tendens og tester igen modstandsniveauet 40, hvilket niveauet har gjort tidligere dog uden at bryde igennem.

På dagsniveauet er der en positiv tendens i kursgrafen, som startede i begyndelsen af november i kurs 37 mod 39,5-40 i dag. Der er købssignal i Bollingerkanalen på dagsniveauet, og det har været der siden begyndelsen af december.

Udbytte aktie.

De glidende gennemsnit har etableret et nyt ”Golden Cross” i slutningen af november og Bollingerkanalen etablerede et købssignal i begyndelsen af oktober. Den positive tendens i MACD [1], Momentum og RSI [2] på ugebasis. RSI [2] har ramt niveauet 80, mens MACD [1] er over 0,5

Momentum på månedsniveauet peger fortsat nedaf, hvilket indikerer, at man skal vente til brud af modstandsniveauet 40. Nærmeste modstandsniveau er ved 42,5 og herefter i niveauet 44.  Mangler du en stille aktie til porteføljen, så er TDC et godt bud.

Torm set ud til at have fundet en bund i niveauet omkring 52 og nu handles aktien i niveauet 55-56. Stigningen betyder, at der er etableret købssignal på dagsniveauet, idet de glidende gennemsnit har etableret et ”Golden Cross” og Bollingerkanalen gået i køb.

Bund i Torm.

På ugebasis er det korte glidende gennemsnit blevet brudt af den stigende tendens, mens det lange glidende gennemsnit ligger i niveauet 60 som en modstandslinie. De tre indikationsmodeller har alle etableret en bundformation og stiger. Bollingerkanalen er fortsat i salg på ugebasis, men går i køb ved brud af niveauet 58.

Spekulativ køb på det nuværende niveau, men den langsigtede afventer bruddet af 58.

 

Guldet og olien stiger

Guldet tester modstandsniveauet 1340-1350 igen og der er en positiv Momentum på både uge- og månedsniveauet. Der er købssignal i guldet på dags- og ugeniveauet og det har der været siden årsskiftet. Nærmeste modstandsniveau er ved 1370 og herefter i 1450.

Modstand i guldet.

EUR/USD er brudt igennem niveauet 1,22, men RSI [2] har ramt det overkøbte niveau og det kunne indikere en korrektion i valutaen i den kommende tid .

SEK/DKK handles vandret omkring 76 kr. Momentum peger fortsat opad på månedsniveauet, hvilket kunne indikere, at kursen skal højere i den kommende tid.

Metalvaremarkedet fortsætter den positive tendens i alle metallerne.

Landbrugsmarkedet er i bedring indenfor mange afgrøder blandt andet sojabønner, sukker, kaffe og hvede fra EU, mens der er en stigende tendens i havre, majs og palmeolie.

Brent Spot har testet modstandsniveauet 70, men havde ikke Momentum nok til at bryde igennem. Nærmeste støtteniveau er ved 65, mens næste modstandsniveauet efter 70 er 75. Der er fortsat en positiv tendens i indikationsmodellerne.