En overset verdensleder
Det svenske selskab Assa Abloy er verdensleder inden for låseområdet. Selskabet er vokset betydeligt de seneste mange år på grund af opkøb og er nu repræsenteret i det meste af verden.
Teknisk set er der etableret salgssignaler på dagsniveauet i både Bollingerkanalen og kursgrafen med glidende gennemsnit på 8 og 24 dage i forbindelse med faldet i den forgangne uge.
På ugebasis er Bollingerkanalen fortsat i køb, mens de glidende gennemsnit på 8 og 24 uger ligger side om side i kursgrafen.
Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis, idet Momentum er faldende og tæt på at bryde igennem det glidende gennemsnit oppefra, mens RSI er stigende og har ramt 53. MACD bevæger sig vandret over middelværdien 0.
Nærmeste modstandsniveau er 390, og herefter er der modstand i niveauet 425, mens der er støtte i niveauet 290 og herefter i niveauet 275. Aktien ser interessant ud på dette niveau.
Fundamentalt omsatte Assa Abloy for 140,7 mia. SEK i 2023 mod 120,7 mia. SEK året før. Overskuddet efter skat blev 13,6 mia. SEK mod 13,2 mia. SEK året før.