Der er søgang i markedet

Der er fortsat uro i markedet, og selvom flere selskaber har leveret gode regnskaber, så er mange investorer stadig afventende og der sættes også spørgsmålstegn ved, om væksten kan holde.

Parken opjusterer forventningerne søndag aften, men det har ikke været nok til at løfte kursen for alvor, så aktien handles stadig i niveauet omkring 75. RSI har ramt niveauet 30 og MACD er faldet tilbage og er under 0. Momentum på månedsniveauet har etableret en topformation og er faldende. Holder støtteniveauet ved 75, er nærmeste modstandsniveau ved 86. Afvent udviklingen.

ChemoMetec opjusterer mandag morgen, hvilket sendte aktien op med godt 10 kr. På dagsniveauet blev der etableret et købssignal i Bollingerkanalen og de glidende gennemsnit er blevet brudt og de er tæt på at etablere et ”Golden Cross”. De tre indikationsmodeller er faldet tilbage på ugebasis og RSI er ned i niveauet omkring de 20. De glidende gennemsnit er blevet brudt på ugebasis og der er etableret et ”Death Cross” på ugebasis. Anbefaler køb ved brud af niveauet 66.

Torsdag bød på stærk regnskaber fra Carlsberg, Novo Nordisk og Ørsted. Carlsberg kunne vise fremgang i alle tre regionalområder med Asien som bedste marked efterfulgt at Vesteuropa, mens det østeuropæiske marked fortsat driller. Teknisk er Carlsberg-aktien i salg på både dags- og ugeniveauet. Aktien etablerede en topformation i august tæt på 800 og nu handles den i 720-730. Faldet har trukket ned i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er under 30 og MACD er under 0. Aktien er stadig i den langsigtede stigende trendkanal med en bund fra april i niveauet 680. Den kortsigtede indikation siger afvent.

Ørsted fortsætter i den stigende tendens efter regnskabet, hvor de opjusterer forventningerne til det kommende årsregnskab. Aktien har været i en stigende trend siden foråret 2017, hvor aktien blev handlet i niveauet 240-250. Idag er aktien oppe i kursniveauet omkring 430. Der er en stigende tendens i de tre indikationsmodeller på ugebasis. Der er købssignal i de to signalmodeller Bollinger og Parabolic, mens det lange glidende gennemsnit ligger som en støttelinie i niveauet 400. Nærmeste modstandsniveau er 450 og 490 (har anbefalet den til kunder i kurs 353,1, så min holdning kan derfor være farvet).

Matas-aktien fandt en bund i niveauet omkring 50 i juli og august og siden er aktien steget og nu handles aktien i niveauet omkring 70. Der er divergens mellem de tre indikationsmodeller på ugebasis, idet RSI er stigende, mens Momentum er i en faldende tendens. Bollingerkanalen er i køb på ugebasis, mens de glidende gennemsnit er blevet brudt nedefra og der er etableret et ”Golden Cross”. Aktien ser interessant ud på det nuværende niveau.

Den kommende uge bliver en stor regnskabsuge i Danmark. Tirsdag er der regnskab fra IC Group, KBHL, Lån & Spar, Pandora, Parken Sport, William Demant. Onsdag er det Columbus, D/S Norden, FLSmidth, Lundbeck, Spar Nord Bank, TCM Group og Vestas. Torsdag Bioporto, Højgaard, ISS, Matas, Monberg & Thorsen samt cBrain. Fredag slutter af med ALK-Abelló, Bavarian Nordic og SimCorp.

Stadig presset.

C25-indekset fandt støtte i niveauet 1040, som er blevet testet et par gange tidligere. Signalmodellen Bollinger er fortsat i salg og går først i køb ved brud af niveauet 1180. Der er etableret bundformation i de tre indikationsmodeller på ugebasis. RSI er stadig nede i niveauet omkring 30.

Holder støtteniveauet 1040, så er nærmeste modstandsniveau ved 1140. Det korte glidende gennemsnit ligger i niveauet 1110, mens det lange glidende gennemsnit er i niveauet 1160. Afvent køb af danske aktier.