ChemoMetec holder fast
ChemoMetec A/S udvikler, producerer og sælger analytisk udstyr til tælling og analyse af celler i væske. Selskabet opererer gennem følgende segmenter: Instrumenter, Forbrugsvarer, Service og Øvrige. Segmentet Forbrugsvarer tilbyder engangspatroner, engangsanalyse-kamre, reagenser og testsæt. Segmentet Service leverer servicepakker og tilhørende garantier, mens segmentet Øvrige tilbyder målemoduler og tilbehør.
Teknisk har aktien bevæget sig vandret i niveauet 700–800 siden slutningen af oktober. Zoomer man ud, har aktien været i en stigende tendens med bunde i april og juni, hvor aktien blev handlet i niveauet omkring 300.

Der er divergens mellem signalerne på dagsniveau, idet Bollingerkanalen er i salg, mens kursgrafen med de glidende gennemsnit på 8 og 24 dage fortsat viser køb. Kursen holder sig over det lange glidende gennemsnit på 24 dage.

På ugebasis etablerede Bollingerkanalen et købssignal ved månedsskiftet august/september og holder fast i dette. De glidende gennemsnit på 8 og 24 uger fastholder også deres købssignal.

De tre indikationsmodeller har mistet hastighed og styrke. RSI er faldet tilbage til 73 mod 82 for tre uger siden. Momentums hastighed er aftagende, men modellen har endnu ikke brudt igennem det glidende gennemsnit oppefra, så der er fortsat en positiv tendens. MACD er ved at etablere en topformation.
Nærmeste modstand ligger i niveauet 900 og herefter omkring 1100, mens der er støtte i niveauet 700 og dernæst omkring 625. Aktien ser fortsat interessant ud.
ChemoMetec har aflagt regnskab for 2024/25, da selskabet har forskudt regnskabsår. Den seneste omsætning lød på 495,6 mio. kr. mod 407,4 mio. kr. året før. EBIT blev i 2024/25 236,5 mio. kr. mod 168,9 mio. kr.